Pressemeddelelse fra Anima
Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige er blevet enige om fire initiativer, der skal forbedre velfærden for slagtekyllinger i Danmark såvel som resten af EU. Blandt andet skal staten fremadrettet gå foran med det gode eksempel og stoppe indkøb af de udskældte turbokyllinger. Den beslutning møder ros fra Anima:
“Turbokyllinger er avlet til at vokse ekstremt hurtigt, og tre ud af fire kan ikke gå normalt. Organsvigt og åndenød er almindelige problemer i produktionen. Derfor er det rigtig positivt, at man fra Christiansborg gør det meget klart, at denne måde at producere kyllinger på simpelthen ikke er i orden”, udtaler Mathias Madsen, kampagneleder hos Anima.
Anima vil nu række ud til landets kommuner med en opfordring til, at de følger trop og skriver turbokyllingerne ud af fremtidige indkøbsaftaler.
Vigtigt signal til detailhandlen
Ifølge Anima bør meldingen fra Christiansborg også være et vink med en vognstang til de dele af detailhandlen, som stadig hænger i bremsen, når det kommer til udfasningen af turbokyllinger:
“Vi har i flere år arbejdet målrettet på at få turbokyllingerne ud af supermarkederne, og heldigvis har flere store spillere som Lidl og Rema 1000 taget betydelige skridt i retning af en total udfasning. Men for andre går det alt for langsomt, og særligt hos Coop må de lige nu sidde med røde ører over at have fået baghjul af staten på et område, hvor de historisk har været frontløbere”, udtaler Mathias Madsen, kampagneleder hos Anima.
EU skal også med
Blandt de øvrige initiativer i aftalen er det mest opsigtsvækkende, at Danmark skal arbejde for en udfasning af turbokyllinger på EU-plan og allerede til efteråret gøre en indsats for dette i forbindelse med den igangværende revision af EU’s samlede dyrevelfærdslovgivning. Et EU-forbud mod turbokyllinger vil have betydning for omkring seks milliarder kyllinger.
Kontakt:
Kampagneleder Mathias Elrød Madsen tlf.: 42 23 31 30 email: mm@anima.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **