Pressemeddelelse fra Tønder Kommune
Økonomisk ansvarlighed og ingen kompromiser i forhold til kvalitet.
Det er begrundelserne for at udsætte arbejdet med at udgrave, modernisere og omdanne Tønder Havn. Det er dog fortsat ambitionen, at Tønder Kommune vil investere i bevarelsen og omdannelsen af den gamle havnefront i Tønder, så der kan skabes en attraktiv seværdighed, hvor gæsterne kan opleve et stykke spændende lokalhistorie.
Projektet har været sendt i udbud, men da de indkomne priser var væsentligt højere end det, der var budgetteret med, har Tønder Kommune valgt at annullere licitationen.
“I det såkaldte Midtby-udvalg har vi haft en god drøftelse om problemstillingen. Vi ønsker at realisere projektet, men ikke at gå på kompromis med kvaliteten, så vi har anbefalet et nyt udbud og håbet om at restfinansieringen kan tilvejebringes i forbindelse med budget 2024 i Tønder Kommune” fortæller Tønder Kommunes borgmester, Jørgen Popp Petersen.
Borgmesteren understreger, at Kommunalbestyrelsen fortsat finder projektet meget spændende, og at projektet bliver taget op igen ved budgetforhandlingerne i september.
Tønder Kommune har desuden besluttet, at der skal laves et genudbud af projektet henover sommeren. Ved at være i god tid og samtidig give den vindende entreprenør god tid til at planlægge og opføre projektet, håber kommunen, at flere entreprenører derved finder projektet interessant og giver et tilbud på projektet til en god pris.
Udførelsesperioden for omdannelsen af Tønder Havn er nu planlagt til tidsrummet januar 2024 til 1. november 2024. Det vil betyde, at det færdige formidlingsprojekt står klar til julehandlen 2024.
“Mens vi venter, laver vi hen over sommeren en midlertidig udstilling på Skibbroen. Der vil også blive opstillet legemuligheder for børnene, mens forældrene kan nyde det flotte springvand i det nye byrum på Skibbroen” fortæller Jørgen Popp Petersen og tilføjer, at der i forbindelse med den udvendige, midlertidige udstilling også vil blive arrangeret forskellige andre aktiviteter.
Havneområdet i Tønder dukkede frem i forbindelse med et udgravningsarbejde på Skibbroen i slutningen af 2021 og kan dateres tilbage til 1600-tallet. Det var første gang i 87 år, at havnefronten atter så dagens lys efter, at den blev tildækket tilbage i 1934.
Kontakt:
Borgmester Jørgen Popp Petersen email: jrp@toender.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **