Pressemeddelelse fra Norlys
Norlys er i fuld gang med at opsætte ladepunkter i store dele af landet, og frem mod sommeren næste år opstiller Norlys blandt andet mere end 1.800 nye ladepunkter i en række kommuner.
Norlys har nemlig vundet hele eller dele af offentlige udbud i 15 kommuner.
– Vi vil i Norlys være en af de ledende udbydere af ladeløsninger i Danmark, og er i fuld gang med at udbygge et landsdækkende ladenetværk. De mange aftaler med kommunerne er et vigtigt skridt i det arbejde, siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.
Aftalerne med de 15 kommuner betyder, at Norlys opstiller i alt 1.890 ladepunkter fordelt i hele landet. Derfor bliver det muligt at finde et ladepunkt fra Norlys i kommuner som Solrød, Tønder, Horsens og Vesthimmerland.
Samtlige af Norlys’ offentlige ladepunkter drives som åbne netværk. Det vil sige, at ladepunkterne er tilgængelige for alle elbilister, også selvom de ikke er kunde hos Norlys.
– Skal vi i mål med den grønne omstilling, skal vi have elektrificeret transporten, og det sker kun, hvis infrastrukturen er på plads og det er let at lade, når du er på farten. Det arbejde sætter vi ekstra fart på de kommende år, siger Mads Brøgger.
I de kommende år investerer Norlys et milliardbeløb i opbygningen af offentlig ladeinfrastruktur. I dag er der allerede 1.344 offentlige ladepunkter på Norlys’s ladenet.
Her har Norlys vundet kommunale udbud
Norlys har indtil videre vundet offentlige udbud om at opstille 945 ladestandere. Da alle Norlys’ ladestandere har to ladepunkter betyder det, at der er lavet aftaler om at opstille i alt 1.890 ladepunkter.
- Allerød: 44 almindelige ladepunkter
- Greve: 56 almindelige ladepunkter
- Halsnæs: 40 almindelige ladepunkter
- Hillerød: 20 almindelige ladepunkter
- Holstebro: 188 almindelige ladepunkter og 12 lyn-ladepunkter
- Horsens: 230 almindelige ladepunkter og 16 lyn-ladepunkter
- Mariagerfjord: 80 almindelige ladepunkter og 6 lyn-ladepunkter
- Middelfart: 94 almindelige ladepunkter og 10 lyn-ladepunkter
- Norddjurs: 522 almindelige ladepunkter
- Silkeborg: 178 almindelige ladepunkter
- Skive: 118 almindelige ladepunkter
- Solrød: 68 almindelige ladepunkter og 6 lyn-ladepunkter
- Tønder: 34 almindelige ladepunkter
- Vesthimmerland: 24 almindelige ladepunkter og 4 lyn-ladepunkter
- Viborg: 140 almindelige ladepunkter
Kontakt:
Pressekonsulent Thomas Klose Jensen tlf.: +45 7210 8354 email: jthoma@norlys.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **