PRM / Havvind kan gøre Danmark til global klimaduks i 2040

    Pressemeddelelse fra Green Power Denmark

    Anbefalingen om 50 GW havvindmøller i 2040 står i rapporten “Havvind til Danmark og Europa – strategisk sigte for danske havvind mod 2040”. Green Power Denmark har torsdag præsenteret rapporten på en konference i Partnerskabet for Havvind, der ud over Green Power Denmark består af Brintbranchen, Dansk Industri, Forsikring og Pension, Danske Rederier og Dansk Metal.   

    – Den politiske aftale om udbud af havvindmøller i 2030 er god og ambitiøs. Men det er kun en trædesten på vejen. Der bliver brug for enorme mængder grøn strøm, når vi for alvor skal i gang med den grønne omstilling af industrien og den tunge transport, siger Thomas Aarestrup Jepsen, direktør for vedvarende energiproduktion i Green Power Denmark.

    I 2030 vil der stå 20 GW vindmøller på havet, hvis alt går efter planen. I de ti år frem mod 2040 er der brug for yderligere 30 GW, mener Green Power Denmark. Det kan lade blive til virkelighed, hvis vi sætter havvinden fri og fortsætter udbygningen i et markedsdrevet spor såvel som via de statslige udbud.  

    Halvdelen af produktionen af grøn strøm vil vi skulle eksportere til udlandet. Det kan være som strøm gennem kabler, som brint gennem rør eller som grønne brændstoffer, der kan bruges direkte af blandt andet skibe og fly.

    En eksport i den størrelsesorden vil svare til en CO2-reduktion på omkring 40 millioner tons i 2040. Dermed vil Danmark bidrage til CO2-reduktioner i udlandet, som er større end vores egne udledninger.

    – Vi taler stadig om, hvor meget vi skal reducere vores nationale CO2-udledning. Men vi har ikke alene mulighed for at fjerne udledningen fra vores egen energisektor, transportsektor og industri. Vi kan også levere klimaneutral strøm og brændstoffer til udlandet og reelt blive det første CO2-neutrale land i verden – og mere til, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

    – Vi har ressourcerne i form af store mængder vind. Producenterne af vindmøller og de kommende grønne brændstoffer står klar. Det samme gør investorerne, hvis rammerne vel at mærke bliver fornuftige, og vi får udbygget infrastrukturen til blandt andet el og brint.

    I deklarationerne fra topmøderne i Esbjerg og Marienborg har Danmark forpligtet sig til at opstille omkring 45 GW havvindmøller inden 2050. Green Power Denmark anbefaler altså nogenlunde det samme pejlemærke – bare i et væsentligt højere tempo.

    – Tempoet betyder noget. Vi kan få del i de store forretningsmuligheder, som vil opstå i de kommende år inden for grønne brændstoffer. Og vi kan være med til at præge udviklingen i verden i en klimavenlig retning. Men det kræver, at vi sætter fuld fart på byggeriet af havvindmøller og formår at tappe ind i den enorme efterspørgsel, der tegner sig for grønne brændstoffer i både Danmark og udlandet, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

    Det er afgørende, at forbruget af grønne brændstoffer følger med produktionen – havvindmøller og Power-to-X bliver på længere sigt hinandens forudsætninger i Danmark.

    I øjeblikket efterspørger rederierne mere grønt brændstof, end producenterne kan levere. Hvis vi skal sikre, at havvindmøller i Nordsøen og Østersøen leverer den efterspurgte energi, bør regeringen og Folketinget sætte en række mål for Danmarks globale klimabidrag, mener Green Power Denmark.

    Konkret bør vi have et mål i 2030 for eksport af minimum 10 TWh (terawatt-timer) el og 15 TWh brint samt grøn brændstofproduktion til internationale fly og skibe svarende til 35 procent af den nuværende optankning i Danmark.

    – Fornuftige økonomiske rammer og en moderne infrastruktur vil skabe den nødvendige sikkerhed hos investorerne i vedvarende energi og brændstofproduktion samt hos de aftagere, som har behov for tilgængelige grønne brændstoffer for at kunne gennemføre en grøn omstilling, siger Thomas Aarestrup Jepsen.

    Havarealerne – primært i Nordsøen og Østersøen – kan rumme over 200 GW havvindmøller, hvis man opfører vindmøller på alle de arealer, der er sat af i den havplan, der blev vedtaget for et par uger siden.

    Kontakt:

    Senior presserådgiver Claus Kaae-Nielsen tlf.: 35 30 04 02 email: ckn@greenpowerdenmark.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13699297&publisherId=13560944&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **