PRM / Børn med synsnedsættelse bryder grænser på Sommerskole

    Pressemeddelelse fra Dansk Blindesamfund

    Så er det atter blevet tid til den årlige sommerskole på Synscenter Refsnæs i Kalundborg. Arrangementet, den 55. udgave, afholdes i tæt samarbejde med Dansk Blindesamfund fra den 25. juni til den 30. juni 2023. Igen i år er Parasport Danmark medarrangør, og der venter eleverne en uge med udendørs aktiviteter i vand og på land.

    82 børn og unge med synsnedsættelse fra hele landet begynder sommerferien på Synscenter Refsnæs. Til daglig går de fleste i en almindelig folkeskole, hvor de med deres synsnedsættelse skiller sig ud fra deres klassekammerater. På sommerskolen møder de andre børn og unge med synsnedsættelse, hvilket giver eleverne en god mulighed for at sparre og spejle sig i hinanden. Der afholdes desuden 3 dages MINI-sommerskole for de mindste elever fra søndag til tirsdag. De deltager sammen med elevernes lokale synskonsulent eller anden ressourceperson, der introducerer eleven til lejrlivet. Det er tredje år i træk, at de yngste får denne chance, og erfaringerne er rigtigt gode. Flere af sidste års deltagere på MINI-sommerskolen har nemlig valgt at være med hele ugen i år.

    Mandag d. 25.6.2023 kl. 9.00 åbnes sommerskolen officielt, og så er bolden givet op til en række aktiviteter ugen igennem med bevægelse som det gennemgående tema. Både på den lokale idrætsplads, i svømmehallen, gymnastiksalen og hos CrossFit Kalundborg vil der være aktiviteter.

    De yngste indleder ugen med svømmeundervisning i svømmehallen, og skal tirsdag opleve og medvirke i underholdning ved Kalle Mathiesen, der blandt andet er kendt fra DR Ramasjang. De ældste elever prøver kræfter med goalball, et særligt boldspil udviklet til mennesker med synsnedsættelse. Alle deltagere skal prøve deres fysiske og mentale styrke i den japanske kampsport Judo, og så lægger CrossFit Kalundborg gulv til en gang fysisk træning for de ældste elever. I løbet af ugen er der desuden mulighed for en ridetur på islandske heste. Sommerskolen afsluttes med den traditionsrige mini-triatlon. 

    Eleverne er opdelt efter alder, overnatter i telt og tilbereder maden på bål, hvis ikke der er afbrændingsforbud. Uanset alder skal de i løbet af ugen selv holde hus med deres ejendele i teltet. Sidst men ikke mindst vil de engagerede medarbejdere holde traditionen i hævd med Sommerskolesangen, Stjerneløb, Pizzafest, og om vejrguderne vil bålhygge. 

    Det udvidede samarbejde om sommerskolen mellem Synscenter Refsnæs og Dansk Blindesamfund kan i år fejre 10 års jubilæum. Dansk Blindesamfund bidrager velvilligt med fondsmidler, som man har søgt til formålet. 

    Kontakt:

    Sommerskoleleder Annette Petersen tlf.: 93 57 00 19 email: anpeter@regionsjaelland.dk

    Politisk konsulent Christian Bundgaard email: cbu@blind.dk

    Centerleder Kenn Steen Andersen email: ksae@regionsjaelland.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13697934&publisherId=13559549&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **