Pressemeddelelse fra DTU – Danmarks Tekniske Universitet
DTU er Nordens førende universitet hvad angår videnskabelig gennemslagskraft. Det er resultatet, efter Leiden Ranking netop har offentliggjort sin rangliste for 2023.
Leiden Ranking er en af de mest anerkendte universitetsranglister, og den bygger udelukkende på videnskabelige publikationer fra forskere fra hele verden. Ranglisten udarbejdes af forskere ved Leiden University i Nederlandene og er altså ikke kommerciel.
Og her scorer DTU højt hvad angår andelen af videnskabelige publikationer, der er blandt de mest citerede, og det siger noget om kvaliteten og gennemslagskraften af universitetets forskning. På verdensplan går DTU ni pladser frem til nummer 113 ud af 1.411 universiteter fra hele verden, mens DTU igen i år er højest placeret i Danmark og Norden.
Derudover står DTU også stærkt hvad angår erhvervssamarbejder. Her går DTU godt nok fem pladser tilbage, men er dog stadig nummer 14 i verden, samt nummer 1 i Danmark og nummer 2 i Norden.
“Det er en anerkendelse af, at vi på DTU laver forskning i verdensklasse og vores placering på ranglisten indikerer, at vores forskning kommer ud at leve og gør en forskel. Det er også derfor, det er attraktivt for erhvervslivet at samarbejde med vores dygtige forskere,” siger prorektor Rasmus Larsen.
Se DTU’s placering på andre ranglister:
Kontakt:
Prorektor Rasmus Larsen tlf.: 45 25 10 10 email: dtu-provost@dtu.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **