PRM / Mer’ magi i det aarhusianske mørke: Populær Lysfest vender tilbage i Festugen

    Pressemeddelelse fra Aarhus Festuge

    For godt et årti siden ledte Aarhus med lys og lygte efter et nyt slogan med internationalt schwung. Måske skulle man have slået sig fast på “Aarhus by Light”. At bevæge sig rundt i byens oplyste rum i de sene aften- og nattetimer er bare en helt særlig oplevelse. Ikke mindst i Festugen.

    Til Aarhus Festuge 2023 kan borgere i Aarhus og de mange besøgende udefra igen glæde sig til at opleve byen badet i et magisk skær, når Lysfesten vender tilbage.

    “Vi er meget stolte over for tredje år i træk at præsentere lyskunst af høj international klasse af kunstnere fra ind- og udland under Festugen. Lysfesten bringer flotte udenlandske lysværker til Aarhus, men er samtidig også en anledning til at fremhæve de allerede eksisterende værker i byen og et afsæt til, at helt nye værker bliver skabt af danske kunstnere”, fortæller Micha Schaarup, producent på Aarhus Festuge.

    null

    Visualisering af lysværket ‘I Love Light’ af det franske kollektiv Fils de Créa, hvor alle kan være med til at bidrage til det endelige værk med deres brugte lamper.

    Du har en vigtig finger med i de endelige værker 
    Værkerne til årets Lysfest er håndplukket fra store festivaler som Fête des lumières i Lyon og Lux Helsinki. Størstedelen af værkerne arbejder med mere miljøbevidste LED-lys, og så har de også det tilfælles, at de på forskellig vis lægger op til, at man er med til at skabe lyskunsten.

    Værket ‘I Love Light’ af det franske kollektiv Fils de Créa består for eksempel af 1000 indsamlede lamper, der i deres helhed kommer til at danne en stor kærlighedserklæring ved Bispetorvet. Festugen har allerede påbegyndt et open call, hvor alle kan bidrage med deres gamle, brugte lamper.

    Du har bogstaveligt talt selv en finger med i finske Juha Rouhikoskis virtuelle værk ‘Swan Song’Her kan du gennem en særlig app fremkalde en ballerina på yndefuld linedans over åen ved Magasin.

    ‘The Sunset Garden’ af de lettiske lysdesignere Those Guys Lighting kan i udgangspunktet stå for sig selv. Men lad os bare sige, at det bløde, lyserøde solnedgangsmotiv og dets spejling i vandet er en svært afviselig invitation til at få taget sig et umanerligt smukt Instagrambillede af sig selv i silhuet.

    Udover nævnte værker vil der frem mod Festugens start yderligere blive præsenteret en række lysværker til årets Lysfest foruden de mange eksisterende lysværker i byen, som bryder frem. Hvem sagde Aarhus by Light?

    Info om Lysfest 2023

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig, Aarhus Festuge Lau Lehrmann email: lau@aarhusfestuge.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13697368&publisherId=13560840&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **