Pressemeddelelse fra Københavns Universitet -Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet
Over 20% af verdens børn under 5 år er væksthæmmede i højden, fordi de er enten undernærede eller fejlernærede. De såkaldt stuntede børn er ikke i nogen akut fare, som det kendes fra sultkatastrofer, men de er i en kronisk dårlig udvikling.
Typisk ender de med en højde der er nogle centimeter lavere, end de var disponerede til fra naturens hånd. Det er det synlige tab. Men det er blot et symptom på at kroppen forsøger at spare, der hvor det koster mindst. Børnenes udvikling af muskler og organer og deres mentale udvikling bliver også påvirket.
“Kroppen er i mangel, og det betyder at knogler og muskler ikke får de næringsstoffer, især mineraler og proteiner, der er nødvendige for optimal vækst. Det påvirker de her børns helbred og fysiske formåen igennem livet,” forklarer Benedikte Grenov fra Institut for Idræt og Ernæring.
Hun er er en af hovedforfatterne til lavet i samarbejde med forskere fra Makerere University i Uganda, der udfordrer den måde, sundhedsmyndigheder verden over – med Verdenssundhedsorganisationen (WHO) i spidsen – ser på behandling af væksthæmmede børn.
Det har længe været den gængse opfattelse at kosttilskud ikke er i stand til at sætte gang i væksten efter 2 års alderen, og i dag forsøger man derfor kun få steder at forebygge væksthæmning ved at give små mængder kosttilskud til udsatte børn under 2 år. Frygten har derimod været, at de energitætte tilskud ville øge risikoen for overvægt og dermed en række sundhedsproblemer.
Men den viden har været forkert, viser det nye studie, hvor forskerne har givet 750 væksthæmmede børn i Uganda kosttilskud i 3 måneder.
“Vores forskning viser faktisk, at hvis man ikke behandler væksthæmmede børn, så går det galt. Men gør man det, kan man vende den dårlige udvikling, også hos børn over 2 år. Det formåede vi at gøre med børnene, der deltog i studiet. Og det kan betyde, at børnenes livsvilkår som voksne vil blive forbedret, så de bliver sundere, stærkere og får nedsat risiko for livsstilssygdomme,” siger Benedikte Grenov og understreger:
“Derfor håber vi, at de her resultater kan være med til at ændre synet på behandling af væksthæmmede børn, og dermed ændre anbefalingerne.”
Planteprotein er ligeså godt som mælk
En del af studiets hensigt har været at undersøge, om mælkebaserede tilskud har et særligt potentiale til at hjælpe de mange væksthæmmede globalt til et bedre liv.
Hvor resultaterne klart viser, at mælkebaserede kosttilskud virker godt på børnenes sunde vækst, så virker det billigere og mere klimavenlige, plantebaserede alternativ dog lige så godt
“Vi havde faktisk ventet at se en forskel, fordi mælk indeholder protein af en bedre kvalitet og nogle mikronæringsstoffer, som har været forbundet med en vækstfremmende virkning. Men vi ser så lille en forskel, at det videnskabeligt ikke giver mening at tale om den. Den afgørende forskel var mellem de børn, der fik et tilskud og dem, som intet fik, lyder det fra forskeren, som fortsætter:
“Det har jo den positive konsekvens, at kosttilskud både kan laves billigere og bedre for klimaet. Og selvom det planteprotein vi brugte var af en speciel type, der kræver særlige produktionsforhold, så har planteproteiner generelt den fordel, at de er mere realistiske at producere lokalt de steder, hvor problemet er størst.”
Et meget omfattende problem
De fordele kan vise sig at være afgørende for en løsningstrategi. Med ca. 150 millioner væksthæmmede børn under 5 år på verdensplan kan en indsats for alle påvirkede blive et uoverstigeligt bjerg økonomisk og praktisk.
Benedikte Grenov anerkender, at problemet er så udbredt, at man næppe vil kunne behandle alle børn. Men man kunne f.eks starte med at tilbyde behandling til børn med den sværeste grad af væksthæmning.
“Den gode nyhed er at alle børnene, også det hårdest ramte, var i stand til at vende udviklingen og få gang i en sund vækst af fedtfri masse, når de fik kosttilskuddet. De børn er også bagefter udviklingsmæssigt og får typisk også dårligere IQ på sigt, så kan der sættes ind med kosttilskud til dem først, så er vi kommet rigtig langt,” siger Benedikte Grenov og fortsætter:
“Det kunne være en vej at gå. En anden kunne være, mere generelt at se på om familiernes almindelige kost kunne forbedres med en avanceret vitaminpille og bedre adgang til protein af høj kvalitet. For det er den blanding, der er altafgørende for at børnene vokser optimalt” siger hun.
*
Fakta: Forskningsprojektet
- 750 børn i alderen 1-5 år fra det østlige Uganda indgik i studiet og blev fulgt i 3 måneder af sundhedspersonale, der blandt andet målte og vejede børnene.
- For alle børn gjaldt det, at under- eller fejlernæring havde hæmmet deres vækst fra moderat til svær grad.
- Børnene blev delt tilfældigt i fem grupper:
(1-2) To grupper fik tilskud af mælkeprotein og én af dem desuden en blanding med laktose og mineraler, såkaldt valle-permeat
(3-4) To grupper fik i stedet tilskud af soyaprotein, og én af dem fik også blandingen af laktose og mineraler.
(5) Den sidste gruppe var kontrolgruppe og modtog ikke kosttilskud.
- Børnene fik fortsat mad derhjemme, men tilskuddet dækkede op til halvdelen af deres energi- og proteinbehov og hele deres behov for vitaminer og mineraler.
- I kontrolgruppen fik familierne sæbe til at vaske tøj, ligesom alle deltagere fik omkostninger til transport dækket som tak for deres deltagelse.
Fakta: Kontrolgruppen fortsatte den dårlige udvikling
De børn, som var i kontrolgruppen, fik ikke tilskud og var altså i samme situation, som er normalen for de fleste væksthæmmede børn.
De fortsatte den uheldige udvikling, og blev mere og mere væksthæmmede. De havde desuden en usund vækst i fedtmasse frem for fedtfri masse – muskler og organer.
Samlet set var deres udvikling i både højde og kropssammensætning negativ, modsat de børn, der fik et tilskud. De indhentede nemlig både i højde og fedtfri masse uden at tage ekstra fedt på.
Fakta: Små energitætte pakker
Kosttilskuddet i studiet var en fedtbaseret blanding af blendede peanuts tilsat mælkeprotein eller soyaprotein, en vitamin- og mineralmix og kulhydrat til at søde med. Konsistensen er som marcipan med smag som sød peanutbutter.
Blandingen bliver leveret i små pakker, der ikke kræver opblanding, for at undgå kontaminering, og som børnene kan spise lige fra posen.
Om studiet:
Finansieret gennem Arla Food for Health
Arla Food for Health er et fælles forskningspartnerskab mellem Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Arla Foods og Arla Foods Ingredients. Det blev dannet i 2015 og har siden finansieret en lang række uafhængige forskningsprojekter.
Arla Foods bidrager årligt med 10 mio. kr., som partnerskabet kan bruge til at finansiere nye forskningsprojekter.
Arla Food for Health og øvrige finansiører har ikke haft indflydelse på analyse og fortolkning af data, i udarbejdelsen af rapporten eller på beslutningen om at indsende papiret til offentliggørelse.
De medvirkende forskerne
Joseph Mbabazi, Hannah Pesu, Rolland Mutumba, , Jack I. Lewis, Mette F. Olsen, Kim F. Michaelsen, Christian Mølgaard, Henrik Friis, Benedikte Grenov, som er tilknyttet Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.
Joseph Mbabazi og Rolland Mutumba er sammen med Nicolette Nabukeera-Barungi, Ezekiel Mupere også tilknyttet Makarere University, Uganda.
Andre bidragydere er:
Suzanne Filteau fra London School of Hygiene and Tropical Medicine, UK
Jonathan C. Wells fra UCL Great Ormond Street Institute of Child Health, UK
André Briend fra Tampere University and Tampere University Hospital, Finland
og Christian Ritz fra Syddansk Universitet.
Kontakt:
Lektor Benedikte Grenov email: bgr@nexs.ku.dk
Journalist og pressekontakt Kristian Bjørn-Hansen tlf.: 93 51 60 02 email: kbh@science.ku.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








