PRM / EjendomDanmark giver ejendomsbranchen kompetencerne til bæredygtig omstilling

    Pressemeddelelse fra EjendomDanmark

    Bygge- og ejendomsbranchen står for omkring 30 procent af det danske CO2-udslip. Men mange ejere, administratorer og lejere i ejendomsbranchen mangler endnu den rette viden til at bidrage til en bæredygtig omstilling.

    Derfor har vi i EjendomDanmark i samarbejde med Rambøll søsat et toårigt projekt kaldet Bæredygtig Omstilling i Ejendomsbranchen.

    “Som det er nu, er mange af vores medlemmer et stykke fra at kunne indfri sit grønne potentiale. Derfor tilbyder projektet læring, inspiration og handlekompetencer, så de kan træffe kvalificerede valg i deres bæredygtige omstilling både i dagligdagen og på et strategisk plan,” siger Jan Ellebye, underdirektør i EjendomDanmark. 

    “Særligt de mindre aktører i ejendomsbranchen, som enten ejer, administrerer eller drifter ejendomme, har svært ved at få det nødvendige overblik over og forståelse for de mange krav, muligheder og risici der er forbundet med bæredygtighed. Dermed bliver det også svært at træffe beslutning om, hvor man skal tage fat først og vide, om man gør det rigtige. Derfor vil vi hjælpe branchen ved at gøre arbejdet med bæredygtighed konkret og relaterbart til den dagligdag virksomhederne i ejendomsbranchen har,” siger Pernille Louise Klausen, leder af Rambølls nationale enhed for bæredygtigt byggeri.

    Tætte uddannelsesforløb og bred læringsplatform

    Projektet vil støtte ejendomsbranchens omstilling ved dels at guide en gruppe virksomheder gennem et uddannelsesforløb, dels ved at udvikle en læringsplatform, der bliver tilgængelig for hele branchen ved projektets udløb. 

    “Vi klæder en række små og mellemstore virksomheder på til at arbejde med bæredygtighed, så det ikke virker som en uoverskuelig bjergbestigning. Forhåbentlig kan det inspirere andre virksomheder,” siger Jan Ellebye og fortsætter:

    “Samtidig kommer læringsplatformen til at gøre viden tilgængelig, så alle i branchen i fred og ro kan blive klogere på de strategiske, praktiske og tekniske aspekter af bæredygtighed. Platformens indhold baserer sig på en analyse, vi har lavet blandt vores medlemmer, så den vil være tilpasset modtagernes virkelighed. Vi får en meget stor opgave med at sprede viden fra platformen til en samlet branche.”

    Alle skal bidrage

    Projektet er støttet af foreningen Realdania, Grundejernes Investeringsfond (GI) og Forenet Kredit samt af Rambøll Fonden og EjendomDanmark Fonden, der alle ser et stort potentiale i projektet og ambitionen om en bæredygtig omstilling af ejendomsbranchen.

    “Alle led i kæden skal med, og det sker kun, hvis både små og store virksomheder har de rette kompetencer til at løfte opgaven. Viden om arbejdet med bæredygtighed forplanter sig ikke automatisk til konkret handling, og vi håber derfor, at projektet kan bidrage til at klæde aktørerne på til at drifte og udvikle ejendomme mere økonomisk, socialt og ikke mindst miljømæssigt bæredygtigt,” siger Simon Kofod-Svendsen, projektchef i Realdania.

    For GI er det også glædeligt, at projektet kommer fra branchen selv: “Vi håber, at projektet kan gøre det nemmere for bygningsejere at træffe de rigtige og mest muligt bæredygtige beslutninger. Vi sætter stor pris på, at branchen selv rækker ud og kan se behovet,” siger GI’s direktør Susanne Borenhoff. 

    I Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit, er man begejstret over, at projektet skal skabe et landsdækkende kompetenceløft af ejendomsbranchen: “Alle steder i landet – fra Thisted i nord til Nakskov i syd – er bæredygtige bygninger og ejendomme en nødvendig fremtid for både klimaet, brugerne af bygningerne og ikke mindst erhvervet selv. Et fælles sprog og bredt kompetenceløft er en afgørende start på udviklingen, og det håber vi, at branchen kan få med projektet hér,” siger Michael Demsitz, formand for Forenet Kredit.

    Kontakt:

    Cathrine Bøgh Sørensen tlf.: 93107001 email: cbs@ejd.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13697559&publisherId=13559839&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **