Pressemeddelelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne
Væk med en række støtteordninger til fordel for bedre rammevilkår til erhvervslivet. Det er essensen af det brev, som fem arbejdsgiverforeninger under Dansk Arbejdsgiverforening samt SMV Danmark onsdag sender til erhvervsminister Morten Bødskov.
“Vi mener, at dette vil bidrage aktivt til, at alle vores mange større og mindre medlemmer kan bidrage til at bringe Danmark fremad i den internationale konkurrence om markeder, medarbejdere og kunder, samtidig med at vi står midt i en ny geopolitisk situation samt alvorlige klimaudfordringer.”, skriver de blandt andet i det fælles brev til ministeren.
Budskabet kommer i kølvandet på Dansk Erhvervs udmelding i weekenden, hvor arbejdsgiverorganisationen lancerede idéen om netop at tage et opgør med erhvervsstøtten for 4,5 milliarder kroner og sammen med 4 milliarder kroner fra råderummet blandt andet sænke selskabsskatten og lave en flad aktieavancebeskatning på 27 procent.
Det vækker genklang hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, som derfor har taget initiativ til at samle flere foreninger bag forslaget.
– Det er langtfra alle erhvervsstøtteordninger, der giver mening i dag, så derfor er det helt oplagt at rydde op i de knopskudte ordninger og huske på, at dansk erhvervsliv er villig til at tage ansvar. Derfor håber vi, at erhvervsministeren vil invitere til dialog og lytte til os, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der organiserer cirka 4.100 virksomheder inden for el, vvs og metal.
Medunderskriverne på brevet til Morten Bødskov er: TEKNIQ Arbejdsgiverne, Danske Malermestre, SAMA, Dansk Mode og Tekstil, FADVIG samt SMVdanmark.
Yderlig information, kontakt:
Troels Blicher Danielsen, adm. direktør, TEKNIQ Arbejdsgiverne: 77 42 42 32/
Kontakt:
Michael Degn tlf.: 77424227 email: mdc@tekniq.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








