Pressemeddelelse fra Clever
Det skal være nemt at vælge elbilen til i hverdagen, også selvom du bor i en storby som København. Sådan lød budskabet fra Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller, der mandag eftermiddag officielt kunne indvie selskabets lynladestation på Hans Knudsens Plads.
Med sig havde han Københavns Kommunes overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, der satte et par ord på vigtigheden af relevant ladeinfrastruktur:
“Den grønne omstilling er på vej, den er vigtig, og den er nødvendig. Men i Københavns Kommune kan vi ikke lykkes med den alene. Vi har brug for gode partnerskaber på tværs af brancher, og det skal være med nogen, der har grønne ambitioner ligesom os. Her er Clever en vigtig brik i det grønne puslespil, for de er nemlig med til at tage ansvar for den grønne omstilling ved at sætte lynladestationer op her i hovedstaden.”
Lynladestationen på Hans Knudsens Plads har fem lynladestandere, der fremover kan levere lynhurtig opladning til ti elbiler på samme tid. Og det er der brug for, hvis endnu flere skal vælge elbilen til i hverdagen – også dem, der bor i storbyen, lød det fra Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller:
“Elbilens allerstærkeste kort er, at du kan lade den, hvor du er – også selvom du bor i en storby som København. Det er fx derfor, at vi løbende sætter ladestandere op, hvor det giver mening for dig i din hverdag – når du er på arbejde, ude at handle eller skal have lynhurtig strøm til at komme videre ud i landet. Det vigtigste for os er at give dig frihed til at køre afsted i din elbil, uden at du skal bekymre dig om, hvorvidt der er strøm nok på bilen eller en ledig ladestander i nærheden.”
Flere ladepunkter på vej
Lynladestanderne på Hans Knudsens Plads er ikke de eneste ladestandere, som Clever planlægger at sætte strøm til i den kommende tid. Således vandt selskabet tidligere på året en del af Københavns Kommunes ladestanderudbud, og det betyder, at der i de kommende år skal sættes strøm til 162 Clever-ladestandere rundt om i København.
Og det er der brug for, for i takt med at antallet af elbiler på de danske veje stiger, gør behovet for relevant opladning det samme, fortæller Casper-Kirketerp-Møller:
“Med endnu flere elbiler på vejene er der brug for relevant ladeinfrastruktur, og derfor er vi hele tiden på udkig efter nye steder, vi kan sætte strøm til. Men det er også vigtigt, at vi husker at bruge ladeinfrastrukturen intelligent – både så vi mindsker kødannelse, men også så vi giver elbilens batteri gode levevilkår. Kan du lade elbilen stå i et par timer, så benyt kantstensopladning, og skal du have lynhurtig opladning til at komme hurtigt videre, så kan du fx lynlade på Hans Knudsens Plads.”
Kontakt:
Head of Public Relations Emilie Linders tlf.: +45 30 90 08 99 email: press@clever.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








