PRM / Musik, højt humør og et aflåst telt – her er opskriften på den mest sikre festivalsæson

    Pressemeddelelse fra LB Forsikring

    Festivalsæsonen er skudt i gang, musikken buldrer ud af højtalerne og solen skinner. De elementer sammen med en god stemning må siges at være opskriften på den perfekte festival. Stemningen kan desværre vende lynhurtigt, hvis ens ting pludselig bliver stjålet. 

    “Tyveri er aldrig belejligt, men det finder desværre sted i stor stil på årets festivaler. 10% af vores medlemspanel, som tager på festival, har desværre oplevet at få stjålet ejendele enten fra deres telt eller deres taske og lommer”, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura hos LB Forsikring. 

    Det er heller ikke en selvfølge, at ens telt er forsikret bare ved, at man sætter det op, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard. 

    “82% af vores medlemmer er ikke klar over, at de faktisk skal opholde sig på festivalpladsen i løbet af dagen og overnatte i deres telt, for at det overhovedet er forsikret. Det er et meget højt tal, og vi håber derfor, at flere husker det til dette års festivalsæson”, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard. 

    Det er også kun lidt over 1 ud af 10, der benytter en hængelås på deres telt, når de går fra det, lyder det fra Anne Mette Kirkegaard. 

    “Det er kun 11% af vores medlemspanel, som tager på festival, der rent faktisk benytter en hængelås eller anden form for lås på deres telt. Det er ærgerligt, da det faktisk er et krav fra forsikringen, at teltet er ordentligt sikret, når man forlader det”, siger Anne Mette Kirkegaard. 

    Lad de dyre ting blive derhjemme 

    Festival og dyre ejendele er sjældent et godt miks, og LB Forsikring opfordrer derfor til, at man overvejer, om det er en god ide at medbringe de dyre ejendele. 

    “Det er bedst at lade de dyre ting som fx. smykker blive hjemme. Skulle man dog medbringe de værdifulde ejendele, skal man have dem i syne hele tiden, for at forsikringen dækker”, siger Anne Mette Kirkegaard. 

    Festival er sjovest, hvis det er uden stjålne ting og ubudne gæster i teltet. LB Forsikring kommer derfor med flere gode råd til en sikker festival. 

    Sådan kan du forebygge tyveri af dine ting på festival: 

    • Lad dyre ting blive hjemme. Indboforsikringen dækker f.eks. ikke penge og smykker, som stjæles fra teltet. 

    • Teltet skal være lukket og aflåst, når du ikke er i teltet. Husk også, at du skal opholde dig på pladsen og sove i teltet, ellers er dit telt ikke forsikret. 

    • Lad ikke dine ting være synlige. Blive mobil, kamera eller lign. stjålet fra teltet, fordi de er synlige gennem teltets vindue, dækker forsikringen ikke. 

    • Pas på lommetyve og hold opsyn med dine ting. 

    • Husk også, at hvis du får stjålet noget, skal du anmelde det til politiet. 

    Medlemsundersøgelsen er foretaget i marts 2023 i LB Forsikrings medlemspanel, der er rekrutteret blandt LB Forsikrings over 400.000 medlemmer. 

    1095 medlemmer, der alle er over 18 år, har deltaget i undersøgelsen. 53% af respondenterne er kvinder og 47% er mænd. 

    Kontakt:

    Pressechef Line Ernlund email: lier@lb.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13697259&publisherId=13559879&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **