Pressemeddelelse fra Næstved Bibliotek og Borgerservice
Har du brug for en pause fra sommervarmen, og spørger dine børn efter flere ferieudflugter? Så kig forbi Næstved Bibliotek, som hen over sommeren har et varieret udvalg af aktiviteter for børn.
“Du kan blandt andet deltage i “Jul i juli”, hvor julimanden kigger forbi med sin sæk fuld af vinterbøger; du kan bygge med LEGO, mens du lytter til lydbogen: “En Minecraftzombies Dagbog”; være kreativ med upcycling af gamle bøger; hjælpe vores illustrator med at finde på jeres helt eget eventyr – og meget mere!” siger børnekulturformidler Anne Hauge Madsen.
Aktiviteter for børn fra 3 – 12 år
I løbet af sommeren afholder Næstved Bibliotek aktiviteter, som henvender sig til børn i aldersspændet 3-12 år. På bibliotekets hjemmeside kan du læse mere om de enkelte begivenheder. Fælles for dem er, at de alle er gratis og ikke kræver tilmelding. Sommerprogrammet er derfor oplagt at have hængende på køleskabet til dén sommerferiedag, hvor I spontant står og leder efter et udflugtsmål.
Alle aktiviteter afholdes af bibliotekets børnekulturformidlere, som har rigget an til afslappet sommerhygge – og i øvrigt altid er i godt humør.
Alle børn er velkomne!
Kontakt:
Børnekulturformidler Anne Hauge Madsen tlf.: 55884164 email: annhma@naestved.dk
Bibliotekar, pressemedarbejder Lena Lund Olsen tlf.: 5588 4021 email: leols@naestved.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **