Pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark
Onsdag d. 14 juni blev hundredevis af grindehvaler ved mindst to forskellige lejligheder drevet ind på lavt vand ved Vestmanna og Leynar på Færøerne.
Ifølge de første meldinger er der tale om 446 hvaler, der er dræbt ved såkaldte drivjagter oplyser en talsmand for den færøske regering til den britiske avis, The Guardian.
Den særlige form for jagt, udsætter hvaler og delfiner for ekstrem angst og stress, ofte i flere timer, inden de dør.
Motoriserede fartøjer driver hvaler og delfiner sammen på åbent vand, og tvinger dyrene ind på lavt vand, hvor de strander. Her bliver dyrene slået ihjel med knive og lanser.
Beretninger fra tidligere jagter afslører, at der kan gå længere tid, inden de skræmte vilde dyr, drukner eller forbløder af deres sår, mens de oplever deres artsfællers dødskamp lige ved siden af.
“Det er med stor undren, at vi igen skal opleve hundreder af vilde dyr, der bliver mishandlet og slået ihjel i endnu en brutal grindejagt på Færøerne. Det burde simpelthen ikke kunne lade sig gøre, at behandle dyr sådan. Hele processen omkring hvalernes død ville ikke engang være tilladt i et slagteri,” siger Gitte Buchhave.
Peter Simpson, der er Global Media Manager i World Animal Protection International, kalder de aktuelle drivjagter på Færøerne for ‘en massakre’:
“De chokerende drab på hundreder af grindehvaler er meningsløs, og en grusom massakre på vilde dyr. At påføre sansende væsener så ekstrem lidelse og stress, burde ikke være noget man forbandt med et samfund i det 21. århundrede,” siger Peter Simpson, der sammen med Gitte Buchhave vil have den færøske regering til at bandlyse og forbyde den kontroversielle hvaljagt:
“Vi opfordrer indtrængende den færøske regering til at forbyde de såkaldte drivjagter på Færøerne. Det er ikke kun forargeligt set ud fra et dyrevelfærdsperspektiv, men også en vedvarende skamplet på Færøernes internationale omdømme”, siger den danske direktør for World Animal Protection DK, der ikke giver meget for de sædvanlige argumenter for den omstridte hvaljagt:
“Den færøske regering og de lokale tilhængere, kan argumentere alt det de vil om, at grindedrab er en lokal kulturarv, at den er ‘bæredygtig’, og at kødet distribueres videre til lokale øboere. Alt det er underordnet den umenneskelige jagt, der udsætter dyrene for voldsom angst og stress samt ekstreme fysiske lidelser. Det burde bare ikke være lovligt,” siger Gitte Buchhave.
Kontakt:
Pressechef Kenan Seeberg tlf.: +45 21731722 email: kenanseeberg@worldanimalprotection.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








