Pressemeddelelse fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Samarbejdet mellem Danmark og Norge har efterhånden eksisteret i mange år. På energiområdet deler landene høje ambitioner om at udbygge vedvarende energi, så vi kan nå nationale og internationale klimamål og var begge blandt underskriverne på Oostende-erklæringen fra Nordsøtopmødet i Belgien, som sætter ambition om mindst 120 GW havvind i Nordsøen i 2030 – og mindst 300 GW havvind i 2050.
I dag er et nyt sæt underskrifter sat på en aftale, der skal styrke det dansk-norske energisamarbejde om havvind, Power-to-X og CO2-fangst, -anvendelse og -lagring. Underskrifterne er sat af klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og norske olie- og energiminister Terje Aasland.
“Norge er med sine unikke naturressourcer og ambition om massiv udbygning af vedvarende energi en vigtig spiller på det grønne hold. Der er meget, vi har lært og kan lære fra hinanden, og aftalen er med til at skrue endnu mere op for vores gode energisamarbejde, bl.a. ved at give grønt lys til at undersøge potentialet i at samarbejde om tiltag til at udvikle havvindsudbygningen i Nordsøen til gensidig gevinst for Danmark og Norge,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
“Norge og Danmark har lang tradisjon med samarbeid som har tjent begge våre land godt, og vi har mye å lære av hverandre. Ved å signere denne MoU-en mellom Danmark og Norge tar vi et skritt videre i et tettere energisamarbeid innen både CCUS, havvind og hydrogen de neste årene,” siger olie- og energiminister Terje Aasland.
Med aftalen kan de danske og norske myndigheder og transmissionssystemoperatører bl.a. undersøge muligheden for at koble den danske og norske havvindproduktion i Nordsøen sammen.
Fakta om aftalen
- Aftalen danner rammerne for det videre samarbejde på energiområdet mellem Danmark og Norge. Det bygger videre på de ambitioner, som Danmark og Norge var med til at sætte til Nordsøtopmøde i Belgien den 24. april.
- Aftalen fremhæver havvind og offshore energiudvikling, CO2-fangst, -anvendelse og -lagring og Power-to-X produceret grøn brint som prioriterede samarbejdsområder men lægger også op til, at samarbejdet kan udvides til andre områder.
- Aftalen giver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samt det norske Olje- og Energidepartement mulighed for at vidensdele og inddrage relevante myndigheder, bl.a. de danske og norske transmissionssystemoperatører, til at igangsætte analyser af potentialerne i konkrete projekter.
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **