Pressemeddelelse fra Esbjerg Kommune
Ca. 3.500 borgere og virksomheder, der potentielt kunne blive berørt af en stormflodshændelse, modtager i de kommende dage en invitation i den digitale postkasse. Bag invitationen står Esbjerg Kommune, der gerne vil informere om, hvordan Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune vil beskytte mennesker og materiel mod en af de mest ekstreme vejrhændelser, der truer havnebyen, nemlig stormflod.
Kom uden invitation
Borgermødet torsdag den 22. juni indledes med et par ord fra Henrik Andersen, som er medlem af Plan & Byudviklingsudvalget.
“Højvande plus en orkan var i 1981 opskrift på en forfærdelig stormflod, hvor mange stadig husker skaderne. Hvis man er det mindste nysgerrig på, hvordan vi vil undgå lignende hændelser i fremtiden, så skal man komme til borgermødet,” siger Henrik Andersen.
Modtager du ikke en invitation, er du stadig meget velkommen til borgermødet den 22. juni kl. 17-18.30 ved Norsea Group Kanalen 1 i Esbjerg.
På mødet vil deltagerne både få et indblik i den historiske baggrund, og planerne for den kommende stormflodssikring præsenteres af konsulenterne fra COWI, der har slået stregerne til planerne. Efterfølgende kan deltagerne kan stille spørgsmål, og direktør for Teknik & Miljø, Henrik Studsgaard runder af med at fortælle om andre projekter i området.
“Vi arbejder på at gøre Esbjerg til en robust by, der kan modstå visse typer af de helt ekstreme hændelser. Sikringslinjen løber lige på grænsen mellem by og havn, og det gør projektet specielt. For sikringslinjen må ikke blive en skillelinje, når vi samtidig arbejder på at knytte by og havn tættere sammen,” siger Henrik Studsgaard.
Se hvor højt vandet kan stå
For at sætte fokus på klimaudfordringerne med hav-, regn- og grundvand har Esbjerg Kommune udarbejdet en app, hvor esbjergenserne selv kan se, hvad der sker under forskellige hændelser. Efter den er installeret på en smartphone eller tablet kan Klimaklar Esbjerg bruges til at få en fornemmelse af, hvor vandet vil stå højt under oversvømmelser.
Baggrund
Som led i EU’s oversvømmelsesdirektiv er der udpeget 14 områder i Danmark med væsentlig risiko for oversvømmelse. I 2018 blev dele af Esbjerg føjet til listen, og derfor har Kystdirektoratet bedt Esbjerg Kommune om at lave en risikostyringsplan. I 2021 blev Klima- og risikostyringsplan for Esbjerg by og havn godkendt. Planen peger på, at der med fordel kan etableres stormflodssikring for at beskytte centrale dele af Esbjerg.
I maj godkendte Plan & Byudviklingsudvalget en strategi for, hvordan Esbjerg Kommune skal etablere en stormflodssikring. Strategien står på to ben. I første omgang etableres en mur, som sammen med porte skal beskytte byen mod stormflod. Muren vil være ca. 90 cm høj, og den placeres vest for Adgangsvejen og H E Bluhmes Vej. Forskellige udsmykninger og grønne planter skal sno sig langs muren. Det er tanken, at der på sigt suppleres med en hævet vold eller lignende længere oppe mod byen til sikring af byen på den lange bane. Den kan evt. knyttes på den Grønne Ring og vil så kunne benyttes af både gående og cyklister.
Som planerne ser ud nu, vil sikringslinjen ved Adgangsvejen og H E Bluhmes Vej blive etableret i 2025 og frem til 2027. Det afhænger dog af et tilsagn om medfinansiering fra den statslige pulje til kystbeskyttelse.
Kontakt:
Henrik Andersen, næstformand for Plan & Byudviklingsudvalget, mail: henan@esbjerg.dk, tlf.: 40 12 33 55
Henrik Studsgaard, direktør Teknik & Miljø, mail: henst@esbjerg.dk, tlf: 21301753
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








