PRM / LB Forsikring: Pas på – brandfaren lurer!

    Pressemeddelelse fra LB Forsikring

    De danske myndigheder har netop udstedt afbrændingsforbud i Esbjerg, Varde og på Fanø, og hos forsikringsselskabet LB Forsikring advarer man også mod brandfare, så længe Danmark er ramt af tørke. Erfaringen viser nemlig, at samtidigt med at solen og varmen breder sig over Danmark, øges risikoen for store brande markant.

    ‘Mange tænker måske ikke lige over, at en lille glød fra en ukrudtsbrænder eller en gnist fra en grill kan medføre omfattende skader på både genstande og ejendomme. Selvom man ikke kan se det med det blotte øje, kan en glød ligge og ulme og medføre brand. Derfor opfordrer vi folk til helt at undlade brug af ukrudtsbrændere, når Danmark er ramt af tørke,’ siger Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør Skade og Jura, Medlemsoplevelsen i LB Forsikring.

    Forsikringsselskabet har allerede fået anmeldelser om skader i forbindelse med brug af ukrudtsbrændere denne sommer. Derfor advarer LB Forsikring også om generel brug af åben ild. Ifølge DMI er naturen nemlig knastør ovenpå en maj måned, der har været den tørreste i 15 år. 

    ‘Man skal virkelig være meget varsom, når Danmark er ramt at tørke. Det kan være alt fra et lille cigaretskod, man smider fra sig til en grill, der forårsager en brand. Vi anbefaler derfor, at hvis man vil have en hyggelig grillaften, skal man sørge for at tage sine forholdsregler. Og så bør man altid lytte til myndighedernes anbefalinger lokalt,’ lyder opfordringen fra Anne Mette Kirkegaard.

    7 gode råd udendørs og indendørs:

    • Hav altid en spand vand stående udendørs eller sørg for direkte adgang til en haveslange.
    • Undgå åben ild i tørkeperioder.
    • Tænd aldrig grillen med sprit eller benzin.
    • Undgå at bruge ukrudtsbrændere i tørkeperioder.
    • Anskaf en brandslukker og et brandtæppe, du nemt kan komme til, hvis uheldet er ude. Husk at en brandslukker også har en udløbsdato, tjek din regelmæssigt.
    • Brug kun lyskæder og forlængerledninger, der er beregnet til udendørs brug.
    • Anskaf en røgalarm, hvis du ikke allerede har gjort det. Udskift røgalarm med cirka 10 års mellemrum, selvom røgalarmen har et batteri, du kan skifte. Røgalarmen har en udløbsdato, som du ofte kan se ved batteriet.

        Du kan orientere dig yderligere om brandfare på beredskabsstyrelsens hjemmeside, der har et opdateret brandfareindeks: Brandfare.dk (brs.dk)

        Kontakt:

        Pressechef Line Ernlund email: lier@lb.dk

        Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13696150&publisherId=13559879&lang=da

        ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **