Pressemeddelelse fra Sund & Bælt
Et hold bestående af eksperter fra bl.a. DTU Aqua, Danmarks Naturfredningsforening, AAU, Rambøll, Slagelse Kommune og Banedanmark har i dag vundet idékonkurrencen Naturens Døgn på Sprogø. Førstepræmien blev overrakt af transportministeren, der kalder vinderprojektet for visionært.
I anledning af, at Storebæltsforbindelsen fylder 25 år, blev idékonkurrencen Naturens Døgn 13.-14. juni afholdt på Sprogø. Her har kapaciteter inden for natur og miljø dystet om at udvikle de bedste forslag til styrkelsen af biodiversiteten omkring anlægget til lands og til vands.
Deltagerne har overnattet på øen, og i dag blev døgnets bedste idé kåret af et dommerpanel bestående af eksperter fra Biodiversitetsrådet/DTU Aqua, WWF, DHI, Danmarks Fiskeriforening, Aage V. Jensen Fonden og Sund & Bælt.
I deres vurdering har dommerpanelet bl.a. lagt vægt på, om forslaget fremmer samspillet mellem områdets naturlige særpræg og samtidigt dets anvendelse som trafikanlæg, ligesom det har vægtet højt, at ideen er innovativ, men også mulig at implementere – gerne på andre lignende anlæg.
Vinderprojektets kerneidé har dels fokus på naturtiltag på Sprogø, dels naturbeskyttelse i området omkring broens landfæste på Sjælland. Gruppen har efter dommerpanelets vurdering tænkt visionært, men samtidig er deres ide også mulig at realisere. Desuden kan erfaringerne tages med og indtænkes ved anlæg af ny infrastruktur, hvor man krydser hav.
Transportminister Thomas Danielsen stod for præmieoverrækkelsen til vinderholdet:
– Det er min ambition, at naturen og biodiversiteten skal tænkes ind fra starten, når vi planlægger infrastruktur. I den sammenhæng er Storebæltsforbindelsen et klart eksempel på, at der kan komme mange gavnlige effekter ud af anlægsprojekter. Det gælder både langs veje og jernbaner og i havet under Storebæltsbroen, hvor de kunstige rev bidrager til at skabe nyt, frodigt dyreliv under havoverfladen. Det har været virkelig interessant og lærerigt at se de mange ideer, der er kommet ud af Naturens Døgn på Sprogø. Det er afgørende for vores natur, at vi udnytter viden og erfaringer til glæde for insekter og planter i hele landet.
Succeshistorien fra Sprogø
I dag er det 25 år siden, de første biler kørte over Storebælt og dermed krydsede Sprogø. Øen var blevet fire gange større under anlægsarbejdet, og de nye områder fremstod golde, uden liv. Derfra startede en proces med naturgenopretning og landskabspleje, som har betydet, at Sprogø i dag fremstår som et frodigt Natura 2000-beskyttelsesområde med en stor variation af dyr og planter.
Denne positive udvikling er afsættet for Naturens Døgn, som er arrangeret af Sund & Bælt med en ambition om at udvikle flere forslag til, hvordan der kan gøres endnu mere for naturen – såvel ved Storebælt som andre steder i Danmark, hvor natur og infrastruktur mødes.
“Broer og tunneller er i sagens natur konstruktioner, der ændrer på landskabet – men det behøver ikke gå ud over natur og biodiversitet. Faktisk tværtimod, det viser vores erfaringer og dokumenterede resultater her fra Storebælt. Og den viden anvender vi allerede nu ved andre af vores projekter, eksempelvis på Femern Bælt”, siger Mikkel Hemmingsen, CEO, Sund & Bælt.
Kontakt:
Chef for Koncernkommunikation Lene Gebauer Thomsen tlf.: +45 21 70 44 50 email: lgt@sbf.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **