PRM / Ny digital organisation i ATP skal give danskerne mest mulig velfærd for pengene

    Pressemeddelelse fra ATP

    ATP sætter med en ny organisering og prioritering af ressourcerne i forretningsbenet Digital Solutions, der tidligere på året blev etableret i pensions- og administrationskoncernen.   

    “Vi skal være i stand til hurtigt og effektivt at bringe udviklingen af ny teknologi ind i vores forretning, så vi får gavn af mulighederne for at forenkle processer og IT-løsninger, så danskerne kan få mest mulig velfærd for pengene,” siger Haktan Bulut, der sidste år tiltrådte som koncerndirektør for IT og teknologi og ved samme lejlighed fik plads i ATP’s koncernledelse. 

    Ambitionen er, at omkring 600 medarbejdere i Digital Solutions skal udvikle fremtidens løsninger i en aktuel virkelighed, hvor udviklingen af nye værktøjer og teknologi flytter sig som aldrig før. 

    “Vi står et stærkt sted efter flere års arbejde med at integrere den digitale tankegang i organisationen. Tiden er nu moden til, at it-kompetencerne kan få udvidet spillerum, og at udviklingsarbejdet i højere grad kan stå på egne ben med ledere, der fremover skal spille en mere udførende teknologisk rolle,” siger Haktan Bulut. 

    Medarbejderne er nøglen i udbredelsen af teknologi 

    Ændringen medfører, at specialister og faglighed i Digital Solutions rykker op i hierarkiet, så ny teknologi hurtigt kan udvikles og implementeres i en fladere struktur. En række ledere vil dermed få nye ansvarsområder, og medarbejdere får nye opgaver som resultat af forandringerne. 

    “Med færre lag får vi fagligheden tættere på processerne, og i nye teams får specialister direkte indflydelse og beslutningskraft. Det er medarbejderne, der er nøglen i forhold til at tage ny teknologi i brug og udbrede den, og derfor er det vigtigt, at vi har tech-kompetencerne i front,” siger Haktan Bulut. 

    Som følge af implementeringen af den nye struktur får omkring 200 kolleger nye ledere, og 20 stillinger nedlægges – primært projektlederstillinger, såkaldte scrum masters. 

    “Ændringen betyder desværre, at vi må sige farvel til dygtige medarbejdere, der har gjort det rigtig godt under vores hidtidige agile organisering. De får de bedste anbefalinger med på vejen,” siger Haktan Bulut. 

    I 2022 stod ATP og Udbetaling Danmark for udbetalingen af omkring 300 mia. kr. – bl.a. 145 mia. kr. i folkepension til 1,1 mio. pensionister og udbetalingen af 12 mia. kr. i barselsdagpenge. 

    Samlet bliver 2 ud af 3 velfærdskroner i Danmark udbetalt af ATP, og det kræver en stor it-maskine, som undervejs også har været med i udviklingen af en smitteopsporingsapp under corona, ligesom der er udviklet løsninger til udbetalinger af bl.a. kompensationschecks og indefrosne feriepenge. 

    Kontakt:

    Jørgen Rudbeck tlf.: 40108198 email: joru@atp.dk

    Head of External Media Relations Søren Springborg email: sosp@atp.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13695795&publisherId=12772933&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **