PRM / Nyt udspil skal sikre bedre hjælp til digitalt udfordrede borgere

    Pressemeddelelse fra Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet

    Mere hjælp til MitID, mulighed for at give fx pårørende ‘fuld adgang’ til Digital Post og flere it-frivillige er blandt de initiativer, der fremover skal gøre det lettere at begå sig digitalt.

    Den digitale udvikling er gået hurtigt i Danmark, og for de fleste danskere giver det en masse fordele, når man kan udfylde en blanket på nettet i stedet for at møde op på borgerservice.

    Men der er også mange danskere, der bliver udfordret i takt med den stigende digitalisering. Det er et samfundsproblem, hvis nogle mennesker har svært ved at tage del i velfærdssamfundet. Derfor er det også et samfundsansvar at levere den nødvendige hjælp og de rette rammer, så alle danskere – uanset digitale kompetencer – kan indgå i samfundet på en værdig måde.

    “Når vi i Danmark har valgt at prioritere digitalisering højt, så har vi en forpligtelse til at prioritere hjælp til digitalt udfordrede ligeså højt. Det er digitalisering med omtanke. Vi er allerede i dag et af de mest digitaliserede samfund i verden, men i fremtiden skal vi også være et foregangsland for digital inklusion. Jeg har fra første dag som minister arbejdet målrettet på at gøre det lettere for dem, der synes, det digitale er svært. Jeg er derfor glad for at kunne præsentere fem nye konkrete tiltag, der gør netop det,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre.

    Der er stor forskel på de udfordringer, danskerne oplever i mødet med det digitale, og derfor er der heller ikke én løsning. Nogle har blot brug for hjælp en gang i mellem fra en telefonsupport eller en it-frivillig, andre har behov for en mere permanent løsning, hvor en pårørende får fuldmagt til at håndtere de digitale gøremål på vegne af borgeren.

    Derfor indeholder udspillet fem initiativer, der adresserer digital inklusion fra flere sider:

    • Bedre hjælp til MitID
    • Bedre mulighed for at hjælpe andre med Digital Post
    • Bedre vilkår for støttepersoner og adgang for borgere til digital træning
    • Det skal være attraktivt at være it-frivillig
    • Mere viden om borgernes møde med den digitale offentlige sektor

    Hele udspillet ‘Digitalisering med omtanke‘ kan læses her.

    Kontakt:

    Presserådgiver Cecilie Rex Selmer email: crs@digmin.dk

    Presserådgiver Michael Højgaard Bang email: mihb@digmin.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/nyt-udspil-skal-sikre-bedre-hjaelp-til-digitalt-udfordrede-borgere?releaseId=13695728

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **