Pressemeddelelse fra P+, Pensionskassen for Akademikere
Jasper Riis, chef for likvide investeringer i P+, starter 15. juni i rollen som investeringsdirektør i pensionskassen. Her afløser han Kåre Hahn Michelsen, som er indtrådt i direktionen i P+ og starter som adm. direktør, når Søren Kolbye Sørensen går på pension 1. oktober.
“Skiftet til den her rolle var ikke planlagt, da jeg sagde ja til mit nuværende job, men jeg glæder mig meget til at tage hul på opgaven. P+ er en spændende arbejdsplads, som står stærkt lige nu. Personligt henter jeg stor energi i at være med til at varetage så mange menneskers pensionsopsparing, især nu hvor vi tilbyder medlemmerne at skifte til en mere moderne pensionsordning i markedsrente og dermed giver dem større valgfrihed,” siger Jasper Riis.
Jasper Riis har været ansat som chef for likvide investeringer i P+ i godt tre måneder. Han kom til P+ fra Danske Bank Asset Management, hvor han stod i spidsen for et team af porteføljemanagere, og har tidligere arbejdet i bl.a. Velliv, ATP og Deutsche Bank.
“Jasper har mange års erfaring fra både den finansielle verden og pensionsbranchen og har arbejdet på tværs af aktivklasser. Jeg er overbevist om, at han har en god forståelse for, hvad det kræver at styre en portefølje og er godt forberedt til at lede investeringsafdelingen. De seneste tre måneder har vist, at vi arbejder godt sammen og er enige om, hvor vi skal lægge energien og prioritere indsatsen, når vi skal træffe vigtige beslutninger,” siger Kåre Hahn Michelsen, som frem til 1. oktober har titel af direktør.
Adm. direktør Søren Kolbye Sørensen glæder sig over, at der er lykkes at finde en ny investeringsdirektør til P+ i eget hus.
“Jeg oplever Jasper som særdeles kvalificeret og har fået et rigtig godt indtryk af ham i den tid, han har arbejdet her i P+,” siger Søren Kolbye Sørensen.
Kontakt:
Kommunikationschef Pia Lykke email: ply@pplus.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **