PRM / Nyt dansk forskningscenter skal undersøge, hvordan vådområder kan bekæmpe global klimaforandring

    Pressemeddelelse fra DHI A/S

    Lande i hele verden kæmper med at nå deres klimamål, og vådområder kan være med til at gøre en afgørende forskel. Vådområder udgør kun en mindre del af klodens totale landareal, men er afgørende for optagelse og frigivelse af adskillige drivhusgasser og er derudover levested for mange truede plante- og dyrearter.

    Mange vådområder er i løbet af de seneste årtier blevet drænet til landbrugsjord eller bybebyggelse, og det har resulteret i tab af biodiversitet og i øget udledning af drivhusgasser, da det opsamlede kulstof i vådområderne bliver frigivet som CO2. Eksempelvis udgør tørvemoser kun ca. 3 % af jordens landareal, men har oplagret dobbelt så meget kulstof som verdens skove tilsammen.

    Der er derfor stort potentiale i at inddrage vådområder i arbejdet med at bekæmpe klimaforandringer, men også et kritisk behov for mere nøjagtige beregninger af udledningerne og viden om de mest effektive løsninger. Det skyldes blandt andet manglende information om vådområdernes eksakte udbredelse samt usikkerheder omkring vådområdernes samlede drivhusgasbalance.

    Nu går eksperter og forskere fra DHI, Københavns Universitet og GEUS, forskningsinstitutionen for de Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, sammen om at etablere et nyt dansk forskningscenter, Global Wetland Center (GWC). Centret bliver støttet af Novo Nordisk Fonden. De tre parter vil i fællesskab skabe større indblik i, hvordan vådområder bedst kan bringes i spil i arbejdet med at reducere udledningen af drivhusgasser til atmosfæren.

    GWC vil fokusere på forskning og innovation inden for digitale modelleringsværktøjer, kunstig intelligens og satellitdata med en ambition om at kunne give lande i hele verden viden og konkrete løsninger til deres arbejde med at nå klimamål. Centrets arbejde vil også føre til anbefalinger, som vil blive forelagt politiske beslutningstagere gennem centrets nære tilknytning til FN’s miljøprogram UNEP. DHI har i forvejen et tæt samarbejde med UNEP gennem det fælles UNEP-DHI Centre.

    “Målet med centret er at blive bedre til at modellere vådområders bidrag til de globale drivhusgasregnskaber og designe strategier, der kan afhjælpe konsekvenserne af klimaforandring. Vi er meget glade for, at Novo Nordisk Fonden har valgt at støtte etableringen af Global Wetland Center, så vi kan øge vores viden og indsats inden for vådområders rolle i forhold til klimaafbødning og -tilpasning,” siger Mette Vestergaard, administrerende direktør i DHI.

    Guy Schurgers fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet og leder af centret fortæller: “For at forstå samspillet mellem hydrologi og biogeokemi i vådområderne på globalt plan vil vi i Global Wetland Center udvikle modelværktøjer, der kombinerer feltobservationer, eksperimenter, satellitbaserede observationer og teknologier baseret på kunstig intelligens. De nye modeller skal omsætte drivhusgasbalancen til en målbar størrelse og hjælpe til at udvikle forvaltningsstrategier, der kan reducere udledningen og understøtte et globalt skift i retning af klimaneutralitet.”

    Centret etableres i 2024 og vil få hovedsæde i København, men vil operere globalt.

    Kontakt:

    Annette Mystek email: acmy@dhigroup.com

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13694261&publisherId=13560061&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **