Pressemeddelelse fra Region Midtjylland
Region Midtjylland overtager nu inventar og personale i Dit Lægehus Skjern, der gik konkurs 6. juni. Dermed er der nu en løsning på vej til de ca. 7.600 berørte borgere i form af en midlertidig regionsklinik.
– Regionen er nu i fuld gang med at etablere en midlertidig regionsklinik og gøre klar til at kunne modtage patienter igen i de samme kliniklokaler. Det tager desværre lidt tid, men vi forventer at være klar i starten af næste uge, siger regionsrådsformand Anders Kühnau.
Siden konkursen har patienter med behov for hjælp fra praktiserende læge, kunne søge hjælp hos nærmeste lægepraksis i dagtid og lægevagten i vagttid. Den mulighed gælder fortsat, indtil den midlertidige regionsklinik åbner.
Regionen er i tæt dialog med de praktiserende lægers organisation, PLO-Midtjylland, om hvordan områdets læger kan hjælpe borgere med lægebehov nu og støtte op om regionsklinikken, når den åbner.
– Det er en svær sag, som vi har haft et godt og konstruktivt samarbejde om. Det er rigtigt godt, at vi nu har en midlertidig løsning, som lægerne kan se sig selv i. Vi er optaget af at sikre borgerne i Skjern god lægehjælp nu og i fremtiden, derfor bakker vi op og hjælper klinikken i gang, siger formand for PLO-Midtjylland Henrik Idriss Kise.
Aftale søndag aften
– Der skal lyde en stor tak til de læger i lokalområdet, der har taget ekstra patienter ind i den svære situation, der pludselig opstod med konkursen. Samtidig vil jeg gerne anerkende og takke Skjern Bank og konkursboet for at gå konstruktivt ind i arbejdet med at finde en hurtig løsning, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Anders Kjærulff.
Aftalen mellem parterne blev indgået sent søndag aften. Som en del af aftalen overdrager konkursboet ydernummer og de tilhørende lægekapaciteter til regionen.
– Tak til Region Midtjylland for at handle hurtigt, så der nu er en løsning på vej til borgerne i vores lokalråde. Konkurser på dette område er heldigvis ikke hverdagskost, og derfor har det krævet tæt og godt samarbejde at finde frem til en løsning. Det har vi haft, siger direktør i Skjern Bank Per Munck.
Fakta
- Region Midtjylland overtager nu inventar og personale fra Dit Lægehus Skjern, der gik konkurs 6. juni.
- Regionen etablerer en midlertidig regionsklinik i Dit Lægehus Skjerns tidligere kliniklokaler. Klinikken forventes at kunne åbne i uge 25.
- Siden konkursen har patienter med behov for hjælp fra praktiserende læge, kunne søge hjælp hos nærmeste lægepraksis i dagtid og lægevagten i vagttid. Den mulighed gælder fortsat, indtil den midlertidige regionsklinik åbner.
Kontakt:
Anders Kühnau (A) email: kuhnau@rr.rm.dk
Henrik Idriss Kise email: h.idriss.kise@dadlnet.dk
Anders Kjærulff tlf.: 7841 0050 email: ANDKJU@rm.dk
Per Munck tlf.: 9682 1333 email: munck@skjernbank.dk
Pressevagten tlf.: 7841 0666 email: presse@rm.dk
Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








