PRM / Nye projekter skal mindske brug af råstoffer og fremme biodiversitet

    Pressemeddelelse fra Region Sjælland

    Anlægsprojekter som Femern-forbindelsen, udbygning af fjernvarmenetværket, kystbeskyttelse og meget andet kræver råstoffer.

    Men der er ikke uanede mængder råstoffer eller mulige råstofgrave i hverken Region Sjælland eller Danmark. Derfor har Region Sjælland fokus på at mindske brugen af råstoffer blandt andet med projektet “Sammen om mindre råstofforbrug”, som har fokus på at reducere råstofforbruget i bygge- og anlægsprojekter og sikre genanvendte materialer i byggeriet.

    Region Sjælland øger nu den indsats med støtte til et nyt projekt for at mindske brugen af råstoffer.

    – Det er den vej, vi skal af hensyn til den grønne omstilling og for at sikre, at vi også har råstoffer til fremtidens vigtige bygge- og anlægsprojekter. Derfor har vi politisk vedtaget en ambitiøs målsætning om, at 20% af Region Sjællands råstofforbrug skal være dækket af genanvendte råstoffer. Vi er politisk klar til at handle, og derfor sætter vi nu dette projekt i gang, siger Bruno Jerup, formand for udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø.

    I det nye projekt “Spar på råstofferne og mere genanvendelse 2025” vil Region Sjælland samarbejde med forskellige parter primært forsyningsselskaber om at afprøve mindst tre løsninger til at nedbringe råstofforbruget konkret i bygge- og anlægsprojekter.

    Vil sætte liv til naturen i råstofgrave

    Når der udvindes råstoffer fra naturen ændres landskabet synligt. Det giver nogle nye muligheder for biodiversitet, natur og rekreativt liv, som Region Sjællands politikere vil gerne vil fremme.

    Helt konkret har politikerne valgt at sætte gang i et projekt for at udnytte mulighederne ved de færdige råstofgrave.

    Projektet skal skabe nye eksempler på færdige råstofgrave i Region Sjælland, som anvendes med fokus på biodiversitet, natur eller rekreativ anvendelse. Derudover skal det føre til udvikling et t partnerskab og et koncept for opkøb og drift af fremtidige færdige råstofgrave for at sikre bedre biodiversitet, natur og rekreativ brug afhængig af gravens potentialer.

    – Mulighederne ved de færdige råstofgrave er mange, og det skal vi udnytte. Derfor sætter vi i udvalget nu den retning. Der findes allerede gode eksempler på færdige råstofgrave, som har fået et helt nyt liv til glæde for natur og borgere. I Kalundborg Kommune og Roskilde Kommune er råstofgravene omdannet til rekreative områder med mange aktiviteter som badestrande, mountainbikebaner og amfiteater. Samtidig bidrager forvandlingen af områderne til, at biodiversiteten og særlige naturtyper øges, siger Christian Wedell-Nedergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde.

    Begge projekter støttes med 1 million kroner.

    Kontakt:

    Bruno Jerup, formand for Udvalget for grøn omstilling, bæredygtighed og miljø i Region Sjælland, tlf.: 21 64 34 30
    Christian Wedell-Neergaard, formand for Udvalget for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde, tlf.: 40 15 22 23

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13694236&publisherId=13560143&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **