PRM / Efter forskningsprojekt: Københavns Kommune investerer 20 millioner i pædagogernes arbejdsmiljø

    Pressemeddelelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø

    Behovet for pædagogisk personale i vuggestuer og børnehaver er stigende i hele Danmark. Derfor har man i Københavns Kommune netop afsat 20 millioner kr. til en ergonomisk indsats, der skal reducere sygefraværet i vuggestuer og børnehaver.

    Det sker, efter kommunen har været med i et forskningsprojekt, hvor NFA undersøgte den økonomiske gevinst ved at styrke ergonomien blandt vuggestuemedarbejdere i 16 vuggestuer i Københavns Kommune.

    – Projektet understreger, hvor stort potentialet er ved at forske i de økonomiske aspekter af arbejdsmiljøet. Arbejdsmiljøøkonomi er et underbelyst område, hvor vi oplever en stor efterspørgsel blandt både politikere og arbejdspladser. Derfor er vi stolte af, Københavns Kommune nu igangsætter et forløb på baggrund af gode resultater fra forskningen, siger Steffen Bohni, direktør på NFA.

    Et fysisk krævende arbejde

    For det pædagogiske personale er løft, når der skal skiftes ble, og når børnene skal løftes i krybben til middagslur en del af arbejdet. Det samme gælder dårlige arbejdsstillinger, når børnene skal have hjælp til overtøjet. Og det sætter sig alt sammen i pædagogernes krop efter mange år i faget.

    Derfor er der i projektet fokus på at styrke børnenes selvhjulpenhed, hvilket har reduceret den fysiske belastning på personalet og dermed mindsket sygefraværet blandt personalet.

    – Indsatsen har stort fremtidspotentiale. Forskningsprojektet, vi gennemførte i daginstitutionerne, viste sig at være relativ overskuelig for de ansatte og billig for vuggestuerne. Forskningsprojektet viser også, at hvis man knytter ergonomien tæt på kerneopgaven, skaber det både stor meningsfuldhed for de ansatte, og der vil også være en økonomisk gevinst for vuggestuerne. Derfor glæder vi os meget til, at projektet rulles ud i de københavnske daginstitutioner, siger seniorforsker på NFA, Charlotte Diana Nørregaard Rasmussen.

    Skal spare 16 millioner kroner årligt i sygefravær

    I budgetaftalen for 2023 fremgår det, at kommunen regner med at spare lidt over 16 millioner årligt fra 2027. Det svarer til to færre sygedage pr. år for alle pædagogiske medarbejdere.

    Børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune Jakob Næsager, Det Konservative Folkeparti, siger om projektet:

    – Indsatsen er med til at øge pædagogernes bevidsthed om de dårlige arbejdsstillinger og tunge løft, de hver dag udsættes for, når de er på arbejde. Når et barn græder, skal man så tage det op, eller skal man sætte sig ned på barnets niveau og give det et kram i stedet? Det er et eksempel på en situation, som medarbejderne i højere grad skal være opmærksom på.  Den daglige bevidsthed om at skåne kroppen er med til at gøre, at pædagogerne ikke nedslides, har mindre sygefravær og beholder arbejdsglæden ved faget. Pædagoger, der har det godt og er glade for deres arbejde, giver børnene tryghed og sikrer god trivsel, og derfor er jeg glad for, at der er sat midler af til netop dette område.

    Projektet igangsættes i de københavnske daginstitutioner efter sommerferien og løber indtil 2028. Det gennemføres i samarbejde med Arbejdsmiljø København (AMK)

    Gode erfaringer fra forskningsprojektet

    Københavns Kommune fandt i forskningsprojektet fra 2022 ud af, at hvis en vuggestue investerer 100 kroner i at kombinere pædagogik og ergonomi i løbet af arbejdsdagen, vil det give 160 kroner igen.

    – Det her projekt har afgjort stort potentiale, fordi børnenes selvhjulpenhed passer perfekt med den pædagogiske kerneopgave. Vi har set i vores opfølgninger med institutionerne, at børnene i højere grad selv tager tøj på og tager af bordet efter middag, siger Poul Henriksen, der er arbejdsmiljøkonsulent og fysioterapeut i Københavns Kommune og har arbejdet med kommunens deltagelse i forskningsprojektet.

    Om forskningsprojektet

    De økonomiske udregninger er lavet på baggrund af resultater fra forskningsprojektet “Kroppen i Kerneopgaven”. Her blev der brugt data fra 190 vuggestuemedarbejdere fra 16 vuggestuer i København.

    Formålet med “Kroppen i Kerneopgaven” var at udvikle, implementere og evaluere en 20-ugers ergonomisk intervention, der skulle reducere fysisk anstrengelse og sygefravær blandt vuggestuemedarbejderne.

    Eksempler på interventionen var, at medarbejderne kortlagde, at fysisk anstrengende arbejdsopgaver forekom under påklædning af børnene, og når børnene blev løftet op i krybber. Medarbejderne trænede børnene til at blive mere selvhjulpne, så de selv tog tøj på og selv klatrede op i krybben. På den måde lykkedes det at reducere de anstrengende arbejdsopgaver samtidig med, at børnene blev mere selvhjulpne.

    Kontakt:

    Line Flatau tlf.: 60 19 15 12 email: lfl@nfa.dk

    Seniorforsker Charlotte Diana Nørregaard Rasmussen tlf.: 40 31 37 69 email: cnr@nfa.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13694245&publisherId=13560430&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **