PRM / Teater med 60-årig skarnsknægt

    Pressemeddelelse fra Frilandsmuseet – Det gamle Danmark

    “Eeeeeemiiiil!” Den lyd kender de fleste. Det er selvfølgelig lyden af fars vrede stemme, der gjalder mellem Katholts huse, i klassikeren Emil fra Lønneberg. Og denne sommer kan Frilandsmuseets gæster opleve det selv.

    Gårdene fra Halland og Småland danner rammen om fire forestillinger fra Astrid Lindgrens berømte værk, hvis udgivelse i år runder 60. Instruktør Peter Langdal mener, at forestillingens bagtæppe er enestående og perfekt til børneteater:

    “Det er jo så oplagt at lave forestillingen ved de svenske gårde, fordi omgivelserne derude udgør en scenografi, som man aldrig ville kunne lave på et teater. Så det føles meget naturligt at tage livtag med den legendariske historie, som Emil er, lige præcis der.”

    Frilandsmuseets svenske gårde er bygget i 16-1700-tallet og er med sine smukt anlagte gårdspladser og græsbeklædte tage i sig selv et besøg værd. Men i forestillingerne om Emil, Alfred og de andre fra gården Katholt, får husene nyt liv.

    “Det giver folk chancen for at opleve de helt fantastiske omgivelser på en ny måde. Bare man kører ind på Frilandsmuseet, så tænker man, at man er i Emils land. Mig bekendt er forestillinger om Emil fra Lønneberg aldrig før lavet site specific på samme måde,” siger Peter Langdal.

    Kæmpe hyldest til leg og fantasi
    Til de fire forestillinger har instruktøren håndplukket forskellige fortællinger fra de tre bøger om den svenske skarnsknægt. Blandt andet den, om dengang Line fik tandpine. Og den om Ida, der ryger til tops i flagstangen.

    “Forestillingerne er en kæmpe hyldest til legen og fantasien. Der er nogen, der synes at Emil er en skidt skarnsknægt, men i virkeligheden er han bare nysgerrig på verden. Han har en drivkraft og han eksperimenterer med livet hele tiden. Hans handlinger er en evindelig stribe af undersøgelser af, hvordan verden hænger sammen,” siger Peter Langdal.

    I sommerferien får børn og voksne også selv mulighed for at lege og være kreativ i Emils ånd. Udover forestillingerne, laver Frilandsmuseet et snitteværksted, et barkbådsværksted og et blomsterværksted hvor man blandt andet kan prøve kræfter med at lave træfigurer, både i bark og fine papirblomster.

    “Frilandsmuseet er i høj grad børnenes og familiernes sted, hvor man bliver præsenteret for noget andet end gamle ting i montrer. Her er man selv være aktiv og meddigtende,” siger Peter Langdal.

    Hvad: Fire forestillinger om Emil fra Lønneberg samt aktiviteter for børnefamilier.
    Hvor: Frilandsmuseet, Kongevejen 100 2800 Kongens Lyngby
    Hvornår: 24/6 – 7/7. Teaterstykkerne spilles alle én gang om dagen. 

    Kontakt:

    Markedsførings- og presseansvarlig Brittany Overgaard tlf.: 41 20 64 18 email: brittany.overgaard@natmus.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13694093&publisherId=13560787&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **