PRM / F&P: God havplan hæmmes af ét stort minus

    Pressemeddelelse fra Forsikring & Pension

    – Vi er som forsikrings- og pensionsbranche stærkt optaget af at sikre en bæredygtig fremtid for det næste generationer, og den nye havplan formår at sikre en balance mellem mere vedvarende energi og beskyttelsen af vores havmiljø. Men vi ærgrer os godt nok over, at planen samtidig lukker for åben dør-ordningen, siger underdirektør Tom Vile Jensen fra F&P, brancheforening for forsikrings- og pensionsbranchen.

    Han hæfter sig positivt ved, at 30 procent af det danske havareal bliver dedikeret til vedvarende energiproduktion

    – Det er utrolig positivt, at vi nu får en langsigtet ramme for havvindudbygningen, selvom det betyder et beklageligt farvel med åben-dørordningen, som politikerne efter vores opfattelse godt kunne have fastholdt for at sikre endnu flere nye VE-projekter, siger Tom Vile Jensen.

    Samtidig hilser branchen den nye havnaturfond velkommen

    – Aftalen sørger for, at natur og biodiversitet får de bedst mulige betingelser for sameksistens med havvindmøllerne under den grønne VE-udbygning. Det er entydigt godt nyt, siger Tom Vile Jensen.

    Selvom branchen gerne havde set en fortsættelse af åben dør-ordningen, ser branchen nu i stedet frem mod hurtigst muligt at få mulighed for at investere i havvind efter den historiske aftale om udbud af statslige havvindmølleparker med op til 14 GW havvindmøller.

    – Danmark er i benhård konkurrence med resten af verden om grønne investeringer. Så nu er det eksekveringskraften og tempoet, som bliver helt afgørende for at sikre investeringerne i Danmarks havvindudbygning. Derfor opfordrer vi regeringen til at fremlægge en langsigtet energiinvesteringsplan for de næste etaper i udbygningen af vedvarende energi, siger Tom Vile Jensen.

    Kontakt:

    Birgitte Hougaard, presserådgiver, F&P: 41919119

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/fp-god-havplan-haemmes-af-et-stort-minus?releaseId=13693721

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **