PRM / Følg kunstnernes arbejde live og støt et godt formål

    Pressemeddelelse fra Psykiatrifonden

    Onsdag starter den store designfestival ‘3 Days of Design’ i København, og samme dag går kunstnerne Glennie Lund Jensen fra Kjellerup i Midtjylland og Søren Mulvad fra Valby i København i gang med to unikke værker. Og publikum er inviteret til at se med, når de skaber kunsten.

    Over de tre dage, designfestivalen varer, har man en helt særlig mulighed for at opleve kunstnerne i aktion. Samtidigt kan man se de smukke lokaler i den traditionsrige ambassadørbolig, som er fyldt med historie og både nyere og ældre kunst.

    Kom tæt på Mulvads unikke kreativitet
    Kunst har altid været en integreret del af Søren Mulvad Olesens identitet. Fra de tidlige dage med akvarelmaling og porcelænsmaling til de senere år med olie- og akrylmalerier på lærred, har Søren udforsket sin kreative side og udviklet sin egen unikke stil. Nysgerrigheden driver ham, og fascinationen af store kunstværker samt implementeringen af kunst og design i vores hjem er blevet en vigtig del af hans kunstneriske rejse.

    Lad dig forføre af “Madam Blå” 
    I Glennie Lund Jensen møder du en særdeles produktiv og meget kreativ kunstner, og som hun selv siger “en livsoptimist med mange jern i ilden.” Glennie vil forføre med sin leg med farver og den energi, hun udstråler som person, og den energi, der udgår fra værkerne. Glennie har fået tildelt kælenavnet “Madam blå”, da blå er blevet en signaturfarve for hende.

    Fortolkning af verdenskunst
    Søren og Glennie skaber hvert et nyt kunstværk, men begge har samme tema – som passende er italiensk. Nemlig en fortolkning af et af verdens største værker, Michelangelos “Skabelsen af Adam”. Idemanden bag eventet er Michael Rugaard, administrerende direktør i Novacolor Scandinavia, og han siger: “Det nok mest berømte billede i loftet i det Sixtinske Kapel er “Skabelsen af Adam”, hvor Gud og Adams hænder mødes. Budskabet er, at vi har en hånd, der rækker ud efter hjælp, og det er jo det, der sker hos Psykiatrifonden hver dag. Det er skabelsen af et liv med mening. Psykiske problemer skal efter min mening tages i opløbet, så jeg håber at beløbet, der kommer ind fra det efterfølgende salg, kan hjælpe de mange særligt børn og unge, der har det svært.”

    Forstår mangfoldigheden og giver et sprog
    Kunst betyder meget for vores menneskelige forståelse af psykisk sygdom, og derfor giver samarbejdet god mening for Psykiatrifonden: “Film, teater, billedkunst og litteratur kan gøre os klogere på mennesket. I kunsten oplever man mennesket bag diagnosen på en helt anden måde og forstår mere af mangfoldigheden i menneskets sind og måder at handle på. Samtidig kan kunsten være med til at give os et sprog for, hvad der sker i den menneskelige psyke,” siger Psykiatrifondens fundraisingchef Betina Albrechtsen.

    Eventet er åbent og gratis for alle. Værkerne bliver på en senere dato solgt på auktion til fordel for Psykiatrifondens arbejde.

    Her sker det:

    Den italienske ambassade, Fredericiagade 2, 1310 København K.

    Onsdag 7. juni – Torsdag 8. juni, kl. 10 – 18

    Fredag 9. juni kl. 10 – 15

    Malerierne bliver overrakt til Psykiatrifonden kl. 14

    Kontakt:

    Administrerende direktør, Novacolor Scandinavia Michael Rugaard tlf.: 31507000 email: michael@novacolor.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13692853&publisherId=13560491&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **