PRM / SYNERGI lancerer ny kampagne: Energieffektivitet gør Danmark grønnere hurtigere

    Pressemeddelelse fra Synergi

    Vi skal stadig spejde langt efter drømmen om et Danmark helt på grøn energi. Det tager alene 10 år at bygge en energiø og mindst 20 år, før vi er helt omstillet til et 100 pct. grønt energisystem. Men med et effektivt energiforbrug kan vi faktisk nå målet langt hurtigere. Med kampagnen “Grønnere hurtigere” søger SYNERGI nu at sætte fokus på, hvorfor energieffektivitet er en nødvendig brik i en hurtigere grøn omstilling. 

    “Fremtidens grønne energisystem går hånd i hånd med et smart og effektivt energiforbrug, hvor den grønne energi kan følge med den stigende efterspørgsel. Et effektivt energiforbrug gemmer på et hav af lavthængende grønne frugter, der for alvor kan sætte skub i omstillingen og spille de andre grønne teknologier bedre, fordi de kan levere langt hurtigere med et effektivt energiforbrug. Faktum er, at de fleste af de energieffektive frugter lige nu bliver hængende på træerne, fordi energieffektivitet ikke i tilstrækkelig grad prioriteres politisk. Nu igangsætter vi en bred indsats for at sætte energieffektivitet på den grønne radar hos beslutningstagerne i Danmark,” siger direktør i SYNERGI, Katrine Bjerre. 

    SYNERGIs kampagne udrulles i dag og vil løbe over de næste uger. Den indebærer bl.a. en række kampagnefilm, outdoor-annoncering flere steder i København samt i forbindelse med Folkemødet. Kampagnen er også aktiv på web og sociale medier og på kampagnesiden grønnerehurtigere.dk, der løbende opdateres med nyheder og materiale. 

    Kernen i kampagnen er klimaet og budskabet om, at de energieffektive teknologier hurtigt kan implementeres på tværs af sektorer. Men med et effektivt energiforbrug følger også en række afledte positive effekter for samfundet og den enkelte borger. Ifølge Katrine Bjerre er det vigtigt at huske på i forsøget på at finde den hurtigste og billigste vej mod et klimaneutralt Danmark. 

    “Klimakrisen kræver, at vi handler hurtigt. Men skal den grønne omstilling lykkes, er det lige så vigtigt, at vi faktisk kan betale for den. Med energieffektivitet kan vi ikke blot omstille os hurtigere, men også langt billigere, da et lavere energiforbrug både betyder lavere energiregninger for den enkelte og et mindre behov for samfundet for udbygning af grøn energi og infrastruktur. Derudover bliver vi med et effektivt energiforbrug hurtigere uafhængige af den russiske gas og kan med et forbedret indeklima i vores bygninger opnå en højere produktivitet, færre sygedage og bedre trivsel,” siger Katrine Bjerre. 

    Kampagnen lanceres samme dag, som IEA afholder sin årlige globale energieffektivitetskonference, der i år afholdes i Paris.  

    Du kan læse mere om SYNERGIs kampagne på www.grønnerehurtigere.dk.

    Kontakt:

    Presserådgiver Andreas Müller tlf.: 30 66 77 84 email: am@synergiorg.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13693012&publisherId=13560693&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **