PRM / Det skal du vide, før du rejser med en sindslidelse for første gang

    Pressemeddelelse fra SOS International

    Mange danskere er i fuld gang med sommerferieplanlægningen. Skal der badebukser eller vandrestøvler i kufferten, går turen mod syd eller nord, og er det bil, fly eller noget tredje? Hvert år holder mere end to millioner danskere sommerferie i udlandet, og en del af de rejsende skal også planlægge og pakke til at rejse med psykisk lidelse for første gang.

    Ifølge Sundhedsstyrelsen har 580.000 danskere en psykisk lidelse, svarende til 10 procent af befolkningen[1]. I 2020 fik 32.500 personer for første gang en psykiatrisk diagnose[2]. Hvis tallet ligner sommeren 2022, hvor ca. 2,1 mio. danskere holdt ferie[3], kan det antages at 210.000 af dem, der krydser grænsen til sommer for at afholde ferie, rejser med en psykisk lidelse.

    Hvis du er en af dem, som er ny med en psykisk lidelse eller rejser med som pårørende, er det en god idé at tage højde for sygdommen i rejseplanlægningen.

    – Som ny med en psykisk lidelse kan det være svært at planlægge en udlandsrejse og forudse, hvordan man reagerer på rejsen. En udlandsrejse i ferien er noget, vi ser frem til, men turen er også et brud på rutiner, risiko for dårligere søvn på grund af tidsforskelle og nogle gange mere alkohol. Det er jo sådan set positivt at rejse ud og opleve nyt, men man skal bare være opmærksom på, at rejsen kan påvirke en sindslidelse,
    siger Johan Reutfors, som er tilknyttet psykiater hos SOS International.

    Han giver her en række gode råd:

    Pas godt på dig selv
    Som ny med en sindslidelse er det vigtigt, at du passer rigtig godt på dig selv eller dit barn ved at planlægge turen nøje og bruge alt den hjælp, som man kan få op til en rejse:

    • Planlæg om muligt rejsen, så den ikke går for hårdt udover søvnen
    • Undgå for mange skift og lange rejsedage, der trækker veksler på energien
    • Husk at spise og drikke ordentligt, selvom rejsedagene lægger mere op til hurtige snacks

    Det kan lyde simpelt, men en stresset krop kan fremprovokere en reaktion fra en sindslidelse.

    Tal med egen læge
    Selvom det kan krible i fingrene for at få booket flybilletter til ens sommerferie, så er det en rigtig god idé at tale med sin egen læge, inden man bestiller sin udenlandsrejse.

    Lægen kan hjælpe med at vurdere, om der er stabilitet nok i tilstanden til at tage af sted samt hjælpe med forberedelserne til, hvad man kan gøre, hvis tilstanden forværres på ferien, herunder også behovet for medicin.

    Få en medicinsk forhåndsvurdering
    Udover at tale med egen læge opfordrer SOS International til, at man aldrig rejser uden en rejseforsikring samt nærlæser vilkårene grundigt, da der kan være forskellige regler og vilkår. Rejseforsikringer dækker kun ved akut opstået sygdom eller tilskadekomster på rejsen, og det er derfor for mange patienter en rigtig god idé at få lavet en medicinsk forhåndsvurdering hos SOS International.

    Du kan læse mere om medicinsk forhåndsvurdering her: https://www.sos.eu/da/til-virksomheder/travelcare/medicinsk-forhaandsvurdering/.

    Vælg destinationen med omhu
    Det er vigtigt, at man nøje overvejer, hvilke rejsemål man ønsker at tage til.

    Det er værd at tage højde for tidsforskellen i valget af destination, da det kan give forstyrrelser i døgnrytmen. Derudover kan det også være en god idé at undersøge, hvilke standarder der er for psykiatri og behandling i det pågældende land. De fleste lande uden for Skandinavien og Nordeuropa har helt andre standarder for behandling, end danskere er vant til.

    Andre gode rejseråd:

    • Rejs ikke hvis du eller dit barn netop er startet på ny medicin
    • Sørg for at pakke ekstra medicin, hvis opholdet f.eks. forlænges
    • Pak medicin i håndbagagen, så du er sikret, hvis din kuffert bliver væk
    • Medbring både medicinpas og en seddel, hvor du oplyser om din sygdom: diagnose, medicin, behandling osv. Gerne på engelsk.
    • Tag kun afsted, hvis der har været en stabil periode på mindst tre måneder
    • Få lavet en medicinsk forhåndsvurdering
    • Vær forsigtig med alkohol og undgå helt andre rusmidler
    • Rejs helst sammen med andre
    • Hav telefonnummeret til SOS Internationals alarmcentral og til din egen læge ved hånden, hvis noget skulle gå galt

    [1] https://sst.dk/da/viden/sygdomme/psykiske-lidelser

    [2] https://bedrepsykiatri.dk/viden/behandlingspsykiatrien/

    [3] https://www.danskerhverv.dk/politik-og-analyser/analyser/2022/september/danskernes-sommerferie-2022/

    Kontakt:

    Presserådgiver Nina Juhl Østergaard tlf.: +45 2974 6122 email: nina.juhl@sos.eu

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13692519&publisherId=13560704&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **