Pressemeddelelse fra Aarhus Airport
Rejselysten vendte for alvor tilbage i april 2022, og sommeren viste den højeste passageraktivitet nogensinde, hvor Aarhus Airport slog sommerrekord i juni, juli og august måned. De positive takter slår endnu ikke igennem på bundlinjen. Det fremgår af lufthavnens netop godkendte årsregnskab, der viser et underskud på 86,3 millioner kroner, hvilket er en stigning på 83 procent i forhold til 2021. Det er helt i overensstemmelse med forventningerne, fastslår lufthavnens bestyrelsesformand.
“Vi er indstillet på, at vi først kommer til at opleve en positiv drift i 2026. Der er investeret tungt i at skabe en lufthavn i internationalt format, som kan bære den vækst, vores ambitiøse strategi bygger på. Vi skal op på 1,5 millioner rejsende om året, men potentialet er langt større. Vi har en langsigtet plan, der matcher udviklingen i Danmarks næststørste økonomiske vækstcentrum”, siger Lars Dige Knudsen, der tiltrådte som ny bestyrelsesformand i juli 2022.
I det kommende år forventer Aarhus Airport et resultat før skat i niveauet 75-80 millioner kroner i underskud, hvor de igangværende investeringer i lufthavnen fortsat eksekveres i tråd med forretningsplanen og påvirker driftsresultatet. Over de sidste tre år er lufthavnen udvidet til dobbelt størrelse med blandt andet ny skylounge, taxfree shop, nye gates og et integreret digitalt lufthavnshotel. Den sidste etape af terminalombygningen forventes færdiggjort i starten af 2024. Samtidig har lufthavnen oprustet inden for ruteudvikling med det formål at tiltrække nye flyselskaber og øge tilvæksten af ruter målrettet erhvervslivet og de fritidsrejsende i Østjylland.
“Vi skal op over 1 million passager, før vi vender bundlinjen. Passagervæksten tager fart her i 2023, hvor vi i maj har leveret det bedste passagertal i internationale rejsende nogensinde. Ambitionen er en vækst på 25 procent i forhold til 2022, så vi lander på omkring 530.000 rejsende i år. De rette forudsætninger for at blive Østjyllands foretrukne lufthavn er til stede, og de positive dialoger vi har med luftfartsselskaberne, bekræfter os i, at målet realiseres inden for de næste 4-5 år”, forsætter Lars Dige Knudsen.
Lufthavnen forventer en væsentlig fremgang i trafik- og passagertallene i årene frem i takt med, at de relevante ruter bliver tilgængelige fra Aarhus Airport. I 2024 er Aarhus vært for den største europæiske luftfartskonference, hvor op mod 1.500 beslutningstagere bliver præsenteret for Østjyllands potentiale på nært hold.
Aarhus Airports egenkapital udgjorde 223 millioner kroner ved regnskabsårets afslutning.
Kontakt:
Kommunikationschef Tina Baungaard-Jensen tlf.: +45 41 28 10 01 email: tbj@aar.dk
Bestyrelsesformand Lars Dige Knudsen tlf.: +45 28 56 00 80
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **