PRM / Frederiksværk Skole nomineret til årets skolebyggeri

    Pressemeddelelse fra Halsnæs Kommune

    Smilene var store, da eleverne på Frederiksværk Skole i januar kunne flytte bøger, bolde og borde ind i en helt ny skolebygning i Enghaven. Og nu er der igen noget at smile af.

    Frederiksværk Skole er nemlig nomineret til prisen for årets skolebyggeri. Prisen uddeles af videnscentret Nohrcon, som rådgiver om udbud og byggeri.

    Alle har kunnet indstille forslag til prisen. Herefter har et eksternt dommerpanel udvalgt fem projekter, som nu sættes til offentlig afstemning. Vinderen af årets skolebyggeri bliver projektet, der har fået flest stemmer, når afstemningen er slut. 

    Et fantastisk byggeri

    Borgmester Steffen Jensen er selv begejstret for byggeriet af Frederiksværk Skole. Han glæder sig derfor over nomineringen, som ifølge ham er helt fortjent.  

    “Fra ende til anden er Frederiksværk Skole et fantastisk byggeri: Der er plads til leg og læring samtidig med, at skolens kvadratmetre bliver brugt klogt. Ude- og indearealer er tænkt godt sammen, byggematerialerne er klimavenlige, og så er det et hus, som kan bruges af både store og små – også når klokken har ringet ud. Så på sin vis synes jeg allerede, at Halsnæs er en vinder ved, at vi fik bygget den nye skole. Men det kunne da være fantastisk, hvis vi også vandt prisen for årets skolebyggeri, og derfor skal jeg gerne opfordre til, at man giver sin mening til kende ved at stemme på et af de fem nominerede projekter,” siger Steffen Jensen, borgmester i Halsnæs Kommune.

    Det er alene op til den åbne afstemning, hvilket af de fem nominerede projekter der bliver kåret som vinder af årets skolebyggeri. 

    Afstemningen løber til og med 26. juni. Vinderen kåres i midten af august.

    Der kan stemmes via dette link: https://da.surveymonkey.com/r/aaretsskolebyggeri2023

    Kontakt:

    Steffen Jensen
    Borgmester, Halsnæs Kommune
    Mobil: 26 20 07 82

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13692732&publisherId=13560140&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **