PRM / Børns Vilkår: Kommunernes frihed må ikke spænde ben for bedre børneinddragelse

    Pressemeddelelse fra Børns Vilkår

    Barnets Lov er endelig landet. Den er et vigtigt skridt på vej mod flere rettigheder til alle børn og unge med en socialsag. Børn og unge skal nu inddrages på lige fod med forældrene, og det vil uden tvivl give dem en oplevelse af at være en reel part i sagen.

    Men trods gode takter i den nye lov, er vi bekymrede for, om børnenes retssikkerhed fremover bliver god nok.

    Med den nye lov fjerner man tidsfristen for afholdelse af børnesamtalerne. Det sker selvom Børnesagsbarometret år efter år dokumenterer, hvordan kommunerne har svært ved at overholde både tidsfrist og kvalitet.

    Kan den nye lov sørge for, at ventetiderne ikke bliver så urimeligt lange, at børn bliver i tvivl om, hvorvidt de har krav på samtalen? Det håber vi.

    Fra vores bisidning ved vi nemlig, at bare en uge i uvished er lang tid i et børneliv – og særligt i et kaos, hvor det fx er uklart, hvor man skal bo. Af samme årsag er vi bekymrede over, at kommunerne ikke længere har frist for, hvornår de skal følge op på de enkelte indsatser. Det kan være tildeling af en støtte-kontaktperson, anbringelse i en plejefamilie eller efterværn. Vi frygter, at børn og unge bliver glemt til fordel for det næste barns akutte socialsag.

    Vi anerkender intentionen om at give kommunerne øget handlefrihed, det må bare ikke koste børnene deres nyvundne rettigheder. I forvejen kan vi læse i den mere end 450 sider lange lovtekst, at man ikke er lykkedes med at gøre loven lettere at læse og forstå for børn, unge og sagsbehandlere – som ellers indledningsvist var et højt prioriteret ønske.

    Men nu ser vi frem til, at Barnets Lov bliver til virkelighed og giver børnene de flere rettigheder. De næste afgørende punkter på dagsordenen står dernæst i kø – socialrådgiverne bør opkvalificeres med børnefaglige kompetencer, plejefamilieområdet trænger til regulering. Og til slut har vi efterværn, som skal være en ret for alle unge, så ingen bliver ladt i stikken, så snart de fylder 18 år.

    Kontakt:

    Pressetelefon tlf.: 20204459

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13692679&publisherId=2720852&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **