PRM / Udbuddet af lejligheder er imod forventningen faldet i foråret

    Pressemeddelelse fra Boligsiden

    Ved indgangen til juni måned er der i alt 6.759 ejerlejligheder til salg i Danmark. Det viser Boligsidens friske udbudstal.

    Det er en stagnering af lejlighedsudbuddet sammenlignet med primo maj, hvor der var 6.754 lejligheder til salg.

    Og ser vi på udviklingen igennem de seneste tre forårsmåneder, er der fra primo marts til primo juni sket et fald i udbuddet af lejligheder på fire procent.

    “Forårsmånederne er typisk der, hvor boligmarkedet vågner op efter vinterdvalen, og hvor der kommer væsentlig mere aktivitet blandt både sælgere og købere. Derfor ser vi normalt også en stigning i udbuddet af boliger igennem forårsmånederne, men for lejlighedernes vedkommende er udviklingen gået den modsatte retning i år,” siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

    God plads til flere lejlighedssælgere

    I perioden 2018-2022 steg udbuddet af ejerlejligheder mellem 6 og 21 procent i perioden fra primo marts til primo juni, hvorimod der nu er tale om et fald på fire procent i samme periode.

    Den usædvanlige udvikling kan forklares med flere årsager, forklarer Birgit Daetz.

    “Ejerlejlighederne er den boligtype, som er tættest på at have nået det udbudsniveau, som vi kendte inden corona. Men når det er sagt, ligger det aktuelle udbud fortsat 21 procent lavere end primo juni 2019, og vi mangler det sidste boost for at nå helt tilbage til udgangspunktet før corona,” siger hun og tilføjer:

    “Det lader til, at lejlighedssælgerne har haft brug for ekstra betænkningstid efter nedgangen i aktiviteten i efteråret, og selvom vi i de seneste uger har set en mindre stigning i antallet af sælgere, bliver der samtidig også solgt flere lejligheder, og derfor vokser det samlede udbud af lejligheder ikke. Der er med andre ord god plads til flere lejlighedssælgere på boligmarkedet netop nu,” siger Birgit Daetz.

    Udviklingen på landsplan hænger i høj grad sammen med udviklingen i Københavns Kommune, der udgør langt det største marked for ejerlejligheder. Og her er der her sket et fald i udbuddet på fem procent den seneste måned, imens antallet af lejligheder til salg er faldet med 17 procent igennem de seneste tre forårsmåneder.

    Samme tendens gør sig gældende på Frederiksberg, imens udbuddet er faldet en smule i Odense den seneste måned og steget i Aarhus og Aalborg.

    Udbud af lejligheder i kommunerne med de største byer:

    Kommune

    Antal til salg primo juni 2023

    Ændring seneste måned

    Ændring seneste tre måneder

    Ændring seneste år

    København

    1.571

    -5%

    -17%

    -4%

    Frederiksberg

    205

    -7%

    -21%

    -19%

    Aarhus

    848

    3%

    8%

    20%

    Odense

    228

    -2%

    1%

    -1%

    Aalborg

    504

    6%

    12%

    25%

    Kilde: Boligsiden

    Udbuddet af huse og sommerhuse følger den normale tendens

    Imens lejlighedskøberne har fået færre boliger at vælge imellem, ser det anderledes ud for de købere, der er på udkig efter et hus eller et sommerhus.

    Boligsidens udbudstal viser nemlig, at udbuddet af villaer og rækkehuse er steget med 1,6 procent den seneste måned. Samtidig er der kommet seks procent flere huse til salg i de seneste tre måneder.

    For sommerhusene er der tale om en månedlig stigning i udbuddet på 2,5 procent, imens antallet af sommerhuse til salg er øget med 16 procent i de seneste tre måneder.

    “For både huse og sommerhuse ser vi en udvikling i udbuddet, som følger den traditionelle forårsstigning, vi plejer at se på denne tid af året. Efter et stille efterår og vinter er sælgerlysten steget i de seneste måneder, og det bidrager til at øge det samlede udbud netop nu,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

    “Samtidig ser det også ud til at, efterspørgslen på begge boligtyper er steget, og der er derfor også god mulighed for, at sælgerne også ender med en realisering af salget.”

    Udviklingen betyder, at der for første gang i tre år er mere end 31.000 huse til salg på landsplan.

    Se udviklingen i udbuddet af villaer og rækkehuse i landets kommuner her

    Udvikling i udbuddet af boliger primo juni 2023:

    Boligtype

    Antal til salg primo juni 2023

    Ændring seneste måned

    Ændring seneste tre måneder

    Ændring seneste år

    Villaer/rækkehuse

    31.184

    1,6%

    6,0%

    27,7%

    Ejerlejligheder

    6.759

    0,1%

    -4,0%

    9,9%

    Sommerhuse

    4.878

    2,5%

    16,0%

    13,0%

    Kilde: Boligsiden

    Kontakt:

    Har du brug for yderligere kommentarer eller tal for de(n) kommune(r), du dækker. Kontakt kommunikationsdirektør Birgit Daetz, bcd@boligsiden.dk. Telefon: 21210284

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13692438&publisherId=2576999&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **