PRM / DI: Nu bliver det dyrere at køre lastbil

    Pressemeddelelse fra DI Transport

    Nu bliver det dyrere at drive vognmandsforretning i Danmark. Det sker, efter at regeringen og et politisk flertal har vedtaget den omdiskuterede kilometerafgift for lastbiler.

    – Jeg er enormt ærgerlig over, at regeringen vedtager en skadelig afgift og sender regningen videre til forbrugerne og produktionsdanmark, siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport og fortsætter:

    – Nu bliver det dyrere at være dansker og sværere at drive vognmandsforretning særligt uden for de store byer, siger han.

    Brug ikke kun pisk

    Dansk Industri har tidligere præsenteret seks alternative forslag til kilometerafgiften, der vil give en langt højere klimaeffekt uden at skade branchen. Transportdirektøren havde gerne set, at regeringen havde givet flere incitamenter i stedet for at svinge pisken over vognmændene – helt uden at løse de egentlige udfordringer, som branchen står med.

    – Jeg vil komme med en kraftig opfordring til regeringen om ikke blot at bruge pisken overfor branchen. Guleroden skal også frem, hvis de reelt vil have grøn og bæredygtig transport, for problemet er ikke løst endnu, siger Karsten Lauritzen.

    Han mener, det er godt, at vægt- og dimensionskravet er blevet fremrykket.

    – Det er også godt med tilkendegivelsen af, at de er positive overfor at se på de 7-aksede lastbiler. Men der er også behov for at vognmændene skal kunne straksafskrive 100 procent af deres udgifter til grønne lastbiler, stikledninger og tilslutningsbidrag. Det vil gøre ellastbiler til et langt mere realistisk alternativ til de dieseldrevne, siger Karsten Lauritzen.

    Kontakt:

    For yderligere oplysninger kontakt presserådgiver Ben Ron på tlf. 2830 5452.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/di-nu-bliver-det-dyrere-at-kore-lastbil?releaseId=13692422

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **