PRM / Rimer fodbold på socialt arbejde?

    Pressemeddelelse fra Ombold

    I to og et halvt år har B1908, Østerbro IF og Nørrebro United haft særlige OMBOLD-hold for mennesker i udsatte positioner. På disse hold går fodbolden og fællesskabet hånd i hånd. Her er der plads til alle, og det er netop det, der er hele ideen med disse særlige fodboldtræninger, som er blevet oprettet i regi af projektet Fælles om fodbold.

    Fodbolden og fællesskabet har gjort en stor forskel hos deltagerne. I fodbolden har de nemlig fundet et fællesskab, der reducerer ensomheden og gør en forskel i forhold til deres fysiske og mentale sundhed. Det har med andre ord givet dem noget meningsfyldt at stå op til.

    Fællesskabets skal fejres
    Hver uge mødes spillerne til den ugentlig træning i deres respektive københavnerklub, og de har også flere gange deltaget i mesterskaber og turneringer, som OMBOLD arrangerer for udsatte voksne. Men de har endnu til gode at fejre deres eget fællesskabet sammen med de andre “klynger” i projektet.

    For at fejre de stærke, inkluderende og positive fællesskaber bliver der den 1. juni afviklet en turnering for alle spillere, der er en del af Fælles om Fodbold. Der skal selvfølgelig spilles en masse fodbold, men der er også afsat god tid til en lækker frokost, hvor spillere og trænere kan møde hinanden på kryds og tværs af klubberne og styrke det københavnske sammenhold.

    Fodboldfesten får også deltagelse af københavnske politikere, der skal prøve kræfter med det særlige OMBOLD-spil og efterfølgende vil spise frokost med spillerne og trænerne.

    Journalister er også meget velkomne til at spille og spise med – det er nemlig en åben fodboldfest.

    Bagom Fælles om Fodbold
    Det er NGO’en OMBOLD, Kultur- og fritidsforvaltningen samt Socialforvaltningen i Københavns Kommune, der står bag projektet Fælles om Fodbold. Her er formålet at udvikle metoder til at inkludere socialt udsatte voksne i det lokale foreningsliv i Københavns Kommune. Projektet er finansieret af Socialstyrelsen fra 1. januar 2021-31. december 2023.

    Projektet har udløb den 31. december 2023 og OMBOLD arbejder på at skaffe midler til at fortsætte indsatsen efterfølgende.

    Praktisk info

    • Dato: 1. juni
    • Tidspunkt: Klokken 11.00 til 16.00
    • Spillested: Valby Idrætspark, Julius Andersens Vej 1, 2450 København SV (tæt på Frems klubhus)

    Kontakt:

    Kommunikationsansvarlig Kasper Susaa email: kasper@ombold.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13690636&publisherId=13561168&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **