Pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet
Et redningsfartøj ankom tirsdag til Det Røde Hav for at iværksætte en storstilet oprydningsaktion af supertankeren FSO Safer. Olietankeren Safer indeholder over en million tønder olie, og kan når som helst lække olien på grund af skibets skrøbelige tilstand. Hvis ulykken sker, vil det blive en miljømæssig og humanitær katastrofe, og regningen vil blive mere end 135 gange så dyr, som den igangværende oprydningsaktion.
Minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen udtaler:
“Den her situation kan ende i en miljømæssig superkatastrofe. Konsekvenserne vil være massive, og kan ramme både befolkningen i Yemen og de uberørte rev, havbund og mangroveområder ud fra Yemens kyst. Situationen er kritisk, og det er helt, helt afgørende, at vi handler nu. Derfor støtter vi aktivt indsatsen fra dansk side, og fordobler vores bidrag i forhold til tidligere donationer.”
Administrator for FN’s Udviklingsprogram, UNDP, Achim Steiner udtaler:
“Vi er rigtig glade for at kunne annoncere, at støttefartøjet Ndeavor nu er fremme ved FSO Safer og kan begynde den komplekse operation for at fjerne olien. Det er et kritisk skridt for det FN-ledede projekt for at undgå en potentiel olieudslipskatastrofe. FN’s Udviklingsprogram er meget taknemmelig for alle donorer og partnere, der har gjort det muligt at begynde operationens nødfase. På grund af denne redningsoperations hastende karakter, fortsætter vi med denne fase, mens vi stadig står over for en kritisk mangel på finansiering. Vi opfordrer andre til at følge eksemplet fra donorer som Danmark for at hjælpe med at udfylde dette hul, så projektet kan gennemføres fuldt ud.”
Baggrund
FSO Safer er en supertanker, der blev bygget i 1976 og senere ombygget til et såkaldt flydende lager- og aflæsningsanlæg (Floating Storage and offloading facility). Fartøjet bærer på ca. 1,14 millioner tønder råolie, men blev forladt i 2015, da borgerkrigen i Yemen brød ud. Eksperter vurderer, at det er umuligt at reparere skibet, der ikke kan flytte sig, da maskinrummet er oversvømmet. Der er risiko for, at der på skibet har udviklet sig giftige gasser.
Oprydningen efter et læk vil koste 20 milliarder USD, hvis der enten sker en eksplosion, lækage eller skibet synker. Det vil være en miljømæssig katastrofe, der vil forværre situationen for de 17 millioner mennesker i Yemen, der allerede er hårdt mærket af otte års krig.
Det forventes, at FNs redningsaktion i første omgang samlet set vil koste 129 millioner USD, hvoraf der mangler 15 millioner USD. Danmark har i år fordoblet støtten til redningsaktionen med yderligere 7,5 millioner kroner siden 2022, så det samlede danske bidrag er oppe på 14,5 millioner kroner.
Et olieudslip vil ramme skibsfarten i området hårdt og forringe mulighederne for at levere humanitær bistand til Yemen. Samtidig vil Yemens fiskebestand og økosystemer i Det Røde Hav lide skader, der kan tage op imod 25 år at genoprette. Næsten 70 procent af den humanitære bistand til Yemen kommer ind gennem havne, som ligger tæt på Safer, og mere end halvdelen af Yemens befolkning er afhængig af humanitær hjælp. Et olieudslip vil formentlig påvirke international handel og forsyningskæder betydeligt.
Støtten til FSO Safer kommer oveni de 125 millioner kroner som Danmark tidligere på året annoncerede til støtte til humanitære indsatser i Yemen.
For yderligere henvendelser:
Udenrigsministeriets pressevagt på tlf. 61 97 92 47 (ikke SMS) eller
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **