PRM / Miljøminister tester havskum og soppesøer for PFAS

    Pressemeddelelse fra Miljøministeriet

    Havskum og soppevand skal 20 steder langs de danske strande testes af tre omgange for PFAS i løbet af badesæsonen 2023. Miljøstyrelsen udfører testene, som skal give myndighederne mere viden til at rådgive og vejlede danskerne, der bader ved strandene.

    I sommeren 2022 undersøgte Miljøstyrelsen og kommunerne for PFAS i badevand, soppesøer og havskum ved en række danske kyster fordelt i hele landet. Ud af 500 vandprøver var kun en enkelt måling over den vejledende PFAS-grænseværdi. To separate prøver fra havskum og soppesøer ved to områder ved Vesterhavet viste dog PFAS over grænseværdien, og her frarådede Styrelsen for Patientsikkerhed direkte kontakt med havskum og badning i soppesøerne af forsigtighedshensyn.

    – Badesæsonen står for døren, og danskerne skal være trygge ved at gå på stranden. De test vi nu har sat i gang langs kysterne i Danmark skal give os viden, så myndighederne kan vejlede badegæsterne, hvis der er PFAS over grænseværdierne, siger miljøminister Magnus Heunicke, som understreger, at der pt. ikke er en risiko ved at bade i havet.

    Flere initiativer og EU-forbud på vej

    De danske myndigheder har blandt andet skruet op for tilsynet med forbudte PFAS-stoffer i for eksempel forbrugerprodukter, i brandslukningsskum og sprøjtemidler. Der er obligatoriske grænseværdier på vej for PFAS i spildevandsslam. Og der er indført øgede krav til test og grænseværdier for PFAS i drikkevand, hvor kravet om test for nylig blev udvidet for yderligere 10 PFAS-stoffer i drikkevand.

    Derudover arbejder Danmark sammen med fire andre EU-lande for et omfattende forbud i hele EU mod anvendelse af PFAS. Danmark går foran med et forbud mod PFAS i brandslukningsskum på øvelsespladser. Senere i år kommer regeringen med en samlet national handlingsplan mod PFAS-forurening.

    – Vi finder PFAS næsten overalt, hvor vi leder. Problemet med PFAS har vist sig at være virkelig komplekst. Vi skal have lukket for PFAS ved kilden. Derfor går vi efter et forbud mod PFAS i hele EU. Samtidig arbejder vi med at færdiggøre den nationale handlingsplan, som skal håndtere PFAS-forurening, siger miljøminister Magnus Heunicke.

    Fakta om undersøgelsen

    • Havskum og små indsøer på stranden i 20 områder langs kysten i Jylland, på Fyn og Sjælland skal undersøges for PFAS i løbet af badesæsonen 2023.
    • Områderne er udvalgt blandt de 50 områder, hvor Miljøstyrelsen i 2022 undersøgte badevand for PFAS.
    • Prøvetagningen gentages tre gange i løbet af badesæsonen – fra maj til og med oktober.
    • Testresultaterne videregives til Styrelsen for Patientsikkerhed, som grundlag for rådgivning om sundhedsrisikoen ved eksponering for PFAS, når man bader.

    Fakta om PFAS ved strande

    • Miljøstyrelsen har ingen indikationer på, at der er sundhedsfare forbundet med kontakt med havskum og vand i små indsøer på stranden. Men ved væsentlige overskridelser af grænseværdien for PFAS har Styrelsen for Patientsikkerhed lokalt frarådet badning i små indsøer på stranden og direkte kontakt med havskum samt anbefalet afvaskning med rent vand efter kontakt med havskum og vand fra indsøer.
    • Miljøstyrelsen kontakter kommunen, hvis der bliver fundet PFAS-overskridelser. Herefter informerer kommunen borgerne med fx skilte på stranden og via kommunens hjemmeside om, hvordan man som strandgæst skal forholde sig.
    • På baggrund af fund af PFAS over grænseværdien i juni 2022 i havskum ved Lemvig Kommunes kyststrækning vurderede Styrelsen for Patientsikkerhed, at det var sikkert at bade, men af forsigtighedshensyn frarådede styrelsen direkte kontakt med det blivende havskum, der ligger på stranden og i strandkanten eksempelvis efter en storm. Ved kontakt med denne form for havskum anbefalede Styrelsen for Patientsikkerhed efterfølgende afvaskning af huden.
    • På baggrund af fund af PFAS over grænseværdien i to skimmeprøver – det øverste lag af vandet – ved Henne Strand i Varde Kommune frarådede Styrelsen for Patientsikkerhed af forsigtighedshensyn at bade i soppesøerne i området.

    Kontakt:

    Pressekontakt til Miljøministeriet. Pressevagten (kan ikke modtage SMS) tlf.: +45 2091 5901

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/miljominister-tester-havskum-og-soppesoer-for-pfas?releaseId=13687780

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **