PRM / Lidt flere elever i 0. klasser i 2022/2023

    Pressemeddelelse fra Danmarks Statistik

    Da det ringede ind til første skoledag i landets grundskoler til skoleåret 2022/2023, skulle der sættes flere stole ind i landets 0. klasser – både i folkeskolen og i de frie grundskoler.

    Her var der vækst i antallet af elever pr. klasse i folkeskolerne fra 20,4 til 20,8 børn. Klassekvotienten i folkeskolens 0. klasser har ellers været faldende siden 2016/2017, hvor antallet lå på 21,6 børn pr. 0. klasse. Nu ser vi for første gang i seks år flere børn i klasserne. Blandt landets frie grundskoler var der også en stigning i antallet af elever pr. klasse for 0. klassetrinnet fra 17,5 børn i klassen i 2021/2022 til 17,9 i indeværende skoleår. Antallet af elever pr. klasse i de frie grundskoler har konsekvent ligget på et lavere niveau end folkeskolerne. 

    Antal elever pr. 0. klasse

    null

    Kilde: www.statistikbanken.dk/kvotien

    Geografisk set er stigningen i antal elever pr. 0. klasser størst i Region Syddanmark og Region Midtjylland.  

    I de frie grundskoler er væksten i 0. klasseelever pr. klasse fra forrige skoleår til dette skoleår størst i Region Midtjylland, hvor klassekvotienten voksede fra 17,2 til 18.

    “Forklaringen på det stigende antal børn i 0. klasserne i skoleåret 2022/2023 er dels en stigning i antal nyfødte i 2016 ift. årene før, men der har bl.a. også været et højere indvandringstal af fx 0-årige i 2015 og 2016,” siger Ingibjörg Sól Ingólfsdóttir, fuldmægtig i Danmarks Statistik.

    Antal nyfødte pr. år, 2013-2022

    null

    Kilde: www.statistikbanken.dk/FOD

    Samlet set forsætter klassekvotienten med at falde i hele landet i folkeskolen

    Blandt folkeskolerne i hele landet er der på alle klassetrin gennemsnitligt 20,9 børn i indeværende år. Det er et mindre fald ift. året før, hvor klassekvotienten for alle klassetrin var 21,0. De frie grundskoler oplevede derimod en mindre stigning fra 18,7 børn i klassen i 2021/2022 til 18,8 børn det efterfølgende skoleår.  

    For alle landets folkeskoleklasser fra 0. klasse til 10. klasse er den samlede klassekvotient faldet fra 21,6 børn i klasserne i 2016 og 2017 til 20,9 i 2022/2023. Det er på niveau med 2011/2012. Dykker vi ned i de enkelte klassetrin, så har antallet af børn generelt været faldende på næsten alle klassetrin siden skoleåret 2018/2019.

    De største stigninger samlet set på alle klassetrin fra 2021/2022 til 2022/2023 ses i Langeland Kommune med 1,1 flere børn i klassen. Herefter følger Holstebro og Halsnæs kommuner med 0,5 flere børn i klassen. De største fald i antallet ses i Samsø Kommune med 2,3 færre børn pr. klasse efterfulgt af Læsø Kommune med 1,7 og Bornholm, Faaborg-Midtfyn og Lolland kommuner med 0,9 færre børn pr. klasse.

    Kontakt:

    Hvis du har spørgsmål til tallene i artiklen, kan du kontakte fuldmægtig Ingibjörg Sól Ingólfsdóttir på isi@dst.dk og telefon 2153 1536.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13684090&publisherId=3274962&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **