PRM / Digitalisering i EU: fremskridt, udfordringer og fremtidige muligheder

    Pressemeddelelse fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB-Gruppen)

    COVID-19-krisen medførte en kraftig stigning i EU-virksomhedernes digitaliseringsindsats. Ifølge en ny rapport, Digitalisering i Europa 2022-2023: Oplysninger fra EIB’s investeringsundersøgelse, har mere end halvdelen (53 %) af virksomhederne i EU i 2022 taget skridt til at forbedre deres digitale tilstedeværelse, f.eks. ved at tilbyde tjenester online. EU har også indsnævret forskellen til USA med hensyn til indførelse af avancerede digitale teknologier. I 2022 implementerede 69 % af EU-virksomhederne avancerede digitale teknologier, såsom avanceret robotteknologi, big data-analyse og kunstig intelligens, sammenlignet med 71 % af de amerikanske virksomheder. Forskellen er blevet mindre og mindre i de seneste fire år.

    EU-virksomhederne har ganske vist gjort betydelige fremskridt, men de amerikanske virksomheder har generelt gjort større fremskridt med digitalisering som reaktion på pandemien. Forskellen skyldes primært lavere digitale investeringer fra mikrovirksomheder og små virksomheder i EU. Kun 30 % af mikrovirksomhederne i EU prioriterede digitalisering, sammenlignet med 62 % af de store virksomheder.

    “For at gennemføre den digitale omstilling og udnytte dens langsigtede fordele bør EU gå længere end til at indføre teknologi og bør overveje de bredere samfundsmæssige konsekvenser. At give arbejdstagerne mulighed for at forbedre deres digitale færdigheder vil være afgørende for at skabe et innovationsvenligt miljø i EU. Detvil så gøre virksomheder og regioner mere konkurrencedygtige og modstandsdygtige,” sagde Debora Revoltella, direktør for Økonomiske anliggender i EIB.

    “Digital infrastruktur, herunder højhastighedsadgang til internettet, adgang til kvalificeret arbejdskraft og innovative miljøer spiller en afgørende rolle for digitaliseringen. Regioner med en bedre digital infrastruktur oplever et højere afkast på digitale investeringer og flere digitale virksomheder. Med en holistisk tilgang til den digitale omstilling kan EU skabe en fremtid med velstand og bæredygtighed,” sagde Ricardo Mourinho, næstformand i Den Europæiske Investeringsbank (EIB).

    Klik her for et resumé af rapporten. Klik her for at se data fra EIB’s investeringsundersøgelse for hvert enkelt EU-land.

    På trods af fremskridt er der fortsat store forskelle i den digitale infrastruktur mellem EU’s regioner, og 14 % af virksomhederne anser begrænset adgang til digital infrastruktur for at være en væsentlig hindring for investeringer.
    Desuden afhænger virksomhedernes digitaliseringsindsats i høj grad af, om de har arbejdstagere med digitale færdigheder til rådighed. Regioner, hvor arbejdstagernes digitale færdigheder ligger over gennemsnittet, har tendens til at indføre avancerede digitale teknologier, og her investerede virksomhederne mere i digitalisering under COVID-19-krisen. Derfor er det vigtigt, at regionerne forbedrer uddannelsessystemerne for løbende at opgradere arbejdstagernes færdigheder og tilbyde online læringsmuligheder for at bygge bro over den digitale kløft.

    Virksomhedernes forretningsmiljø har også indflydelse på digitaliseringsindsatsen. Virksomheder i meget digitalt innovative miljøer var mere tilbøjelige til at investere i digitalisering som en reaktion på pandemien.

    Handel spiller også en afgørende rolle for digitaliseringen, da virksomheder, som er involveret i international handel, oftere indfører avancerede digitale teknologier. Digitale virksomheder udviser større modstandsdygtighed over for handelsforstyrrelser og håndterer disse forstyrrelser mere proaktivt. Desuden kan digitale teknologier hjælpe med at løse miljømæssige udfordringer, f.eks. intelligent mobilitet i byerne, præcisionslandbrug og bæredygtige forsyningskæder. Det bidrager til at mindske emissioner og lette omstillingen til en grønnere økonomi.

    Digitalt avancerede virksomheder er også mere tilbøjelige til at investere i foranstaltninger til imødegåelse af klimaforandringer: 57 % af disse virksomheder har allerede investeret i sådanne foranstaltninger sammenlignet med 43 % af de ikke-digitale virksomheder. Disse resultater understreger digitaliseringens potentiale til at støtte overgangen til en mere bæredygtig økonomi.

    Kontakt:

    Serena Sertore | s.sertore@eib.org | tlf.: +352437970859

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/digitalisering-i-eu-fremskridt-udfordringer-og-fremtidige-muligheder?releaseId=13684125

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **