PRM / Stort kostume- og maskeringsseminar på Det Kongelige Teater

    Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater

    Workshops med patinering af blod, sved og spildt mad, overdådig dekoration med perler og bånd, bygning af et musehoved, silkeblomst-teknikker, tilpasning af parykker samt haute couture-kjolens hemmeligheder og trikotets forunderlige verden er nogle af de mange kurser og workshops, som de mellem 150-200 deltagere fra kostume- og maskeringsbranchen i hele Norden kommer til at deltage i, når de gæster Kost&Mask-seminaret på Det Kongelige Teater den 1.-3. juni 2023.

    Kost&Mask-seminaret giver specialister og fagfolk indenfor skrædderi, hattefremstilling og maskering en unik mulighed for faglig udvikling, videndeling og inspiration inden for de særlige discipliner. Det var en stor succes, da Det Kongelige Teater i 2015 for første gang afholdt de tre dages seminar, og derfor gentages Kost&Mask-seminaret i år med tre fagligt inspirerende dage med mange spændende og forskellige kursus- og workshoptilbud.

    “Inden for teater- og skrædderbranchen findes en enorm mængde af erfaring og viden, som er vigtig at dele teatrene imellem, men også med de små selvstændige, der ikke har samme muligheder og netværk som de store teatre. Det Kongelige Teater har som hele Danmarks teater en forpligtigelse til at dele ud af den viden, som vi til dagligt har mulighed for at tilegne os og arbejde med. Derfor åbner vi værkstederne i alle vores tre huse og inviterer i samarbejde med Den Jyske Opera og Odense Teater til tre dage med videndeling, så vi kan inspirere og hjælpe hinanden.” Magnus Tougaard, tilskærer og projektleder på Det Kongelige Teaters skræddersal

    Seminar og workshops
    Til Kost & Mask-seminaret er den første af de tre dage en fælles seminardag. De to følgende dage består af forskellige kurser og workshops, som de mange deltagere fra hele Norden kan deltage i. På seminardagen vil der være indlæg om flere forskellige discipliner – blandt andet taler operachef Elisabeth Linton og scenograf og kostumedesigner Astrid Lynge Ottosen om samarbejdet mellem instruktør og kostumedesigner, herreskrædder Zach Pinsent giver et indblik i historisk herretøj og blomsterkunstner Marianne Eriksen Scott-Hansen fortæller om overdådige blomster i papir og silke.

    Specialister deler viden og faglighed
    Underviserne på kursusholdene består af dygtige medarbejdere på Det Kongelige Teater, som har specialer inden for patinering, masker, parykker, trikot og historiske kostumer samt eksterne specialister, bl.a. 92-årige Kitty Korndal, som underviser i drapering, Effi Pingel, som underviser i silkeblomster, søstrene Birgit og Bente Hallstein, der er specialister i haute couture og overdådig dekoration samt Charlotte Østergaard, som underviser i plisserings- og shiboriteknikker.

    Det fællesnordiske seminar bliver til i samarbejde mellem Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og Odense Teater.

    Kontakt:

    PR- og presseansvarlig og intern kommunikation Louise Pedersen tlf.: +45 40 53 00 35 email: lope@kglteater.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/stort-kostume–og-maskeringsseminar-pa-det-kongelige-teater?releaseId=13682388

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **