PRM / Succesfuld iværksætter bliver ny innovationsdirektør på Aalborg Universitet

    Pressemeddelelse fra Aalborg Universitet

    Ringen er sluttet, fristes man til at sige, når Mads Bang igen træder fuldtid ind over dørtærkslen til Aalborg Universitet (AAU) som ny Innovationsdirektør. Det sker pr. 1. august 2023.

    Han er nemlig civilingeniør, Erhvervs-phd, og MBA fra AAU. Hans forskning i særligt brændselsceller har resulteret i succesfulde spin-out virksomheder, bl.a. SerEnergy, der med mere end 100 ansatte blev solgt i 2018. Derefter har han været med til at etablere virksomheden Blue World Technologies, som han nu forlader for at blive innovationsdirektør.

    – Det glæder jeg mig rigtigt meget til. AAU er allerede kendt for at have et stærkt samarbejde med den danske industri. Mit mål er at løfte det innovative erhvervssamarbejde, entreprenørskab og studenterinnovation til nye højder ved at tilføre international inspiration fra miljøer i Europa og USA, siger den kommende direktør.

    Han er sikker på, at mange nye succesfulde opstartsvirksomheder er gemt i universitets laboratorier og kontorer. Mads Bang har fastholdt sin tilknytning til universitetet ved at være vejleder på flere specialer hvert år.

    Han er tillige forfatter af en række videnskabelige publikationer om brændselsceller og har har udtaget flere patenter knyttet til sin forskning.Hans opfindelser drejer sig om systemkoncepter og produktionskoncepter til fremstilling af brændselsceller, så der opnås forbedret ydeevne og reducerede produktionsomkostninger.

    Ansættelsesudvalget var ikke i tvivl om, at Mads Bang havde en unik kombination af viden om drift og udvikling af virksomheder og det videnskabelige område, som gør ham ideel til jobbet.

    – Jeg er glad og stolt over, at Aalborg Universitet kunne tiltrække Mads Bang. Med sin forskning og succesfulde iværksætteri vil han kunne bygge den perfekte bro mellem de akademiske og de entreprenante miljøer. Og så kan jeg mærke, at han oprigtigt brænder for vidensinnovation, siger rektor Per Michael Johansen.

    Mads Bang indtræder i direktionen på Aalborg Universitet

    Kontakt:

    Yderligere oplysninger: Strategisk chefrådgiver Bo Jeppesen på tlf. 61404061

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13683566&publisherId=8155951&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **