Pressemeddelelse fra Krifa
Krifa har været i Højesteret med en principiel sag, hvor to nøglemedarbejdere i en legetøjsgigant blev lovet en fastholdelsesbonus for at hjælpe virksomheden med at undgå konkurs. Men da virksomheden alligevel gik konkurs, og kurator tog over, var der pludselig ingen aftale længere.
Tidligere på ugen blev dommen afsagt, og det var ikke til fordel for lønmodtagerne, hvilket er til stor ærgrelse for Carl S. Madsen, der er Krifas advokat i sagen.
– Det er et nederlag for lønmodtagerne, at de ikke kan gøre aftalen gældende. Afgørelsen får helt sikkert betydning for, hvordan vi vil rådgive vores medlemmer fremover, hvis de får tilbudt en fastholdelsesbonus med henblik på at støtte en virksomhed, der er på økonomisk svage fødder, lyder det fra Carl S. Madsen, der understreger, at sagen handlede om fortolkningen af konkurslovens §56 i forhold til fastholdelsesklausuler.
Lønmodtagerne skal være ekstra opmærksom nu
Sagen har været igennem både Sø- og Handelsretten og Østre Landsret inden den sluttede i Højesteret. Alle tre instanser gav medhold i kurators synspunkt og det har stor betydning for forståelsen af konkursloven – især §56 i forhold til fastholdelsesklausuler.
– Ifølge afgørelsen er en fastholdelsesbonus hverken et honorar eller en del af den ansattes løn. Det er derimod en præmie, som ikke er dækket af konkursloven. Det er et stort nederlag for lønmodtagerne, fordi de ikke får den bonus, de var lovet for deres loyalitet, selvom de hjalp kurator med at afvikle konkursboet, fortæller Carl S. Madsen.
Krifa og andre fagforeninger skal nu finde ud af, hvordan fastholdelsesklausuler skal formuleres fremover. Der må nemlig ikke være tvivl om, at klausulen skal formuleres sådan, at den falder inden for konkurslovens §56. Den del kan man ifølge Carl S. Madsen formulere sig ud af, og derfor er advokaten optimistisk på trods af udfaldet i Højesteret.
– Det skal tydeligt fremgå, at der er tale om løn og ikke en præmie. Vi skal selvfølgelig finde ud af, hvordan vi helt konkret formulerer det, når vi fremover rådgiver vores medlemmer, men det kan for eksempel være en god idé at skrive, at den aftalte bonus er en løndel, som både er feriepenge- og pensionsberettiget, siger Carl S. Madsen.
Er man det mindste i tvivl om, hvordan man er stillet rent juridisk med en fastholdelsesklausul, er det efter afsigelse af højesteretsdommen vigtigt, at man kontakter sin fagforening, slår Krifas advokat fast.
Sagen kort fortalt
Det hele begyndte i 2017, hvor legetøjsgiganten Top-Toy kæmpede for sin overlevelse. I et forsøg på at redde virksomheden blev der indgået en aftale med udvalgte nøglemedarbejdere om en fastholdelsesbonus på op til tre måneders løn, hvis de blev i deres stillinger frem til udgangen af januar 2019.
I slutningen af december 2018 blev Top-Toy taget under konkursbehandling, og kort tid efter indtrådte konkursboet i medarbejdernes ansættelsesforhold. To af nøglepersonerne, der er medlem af Krifa, blev og arbejdede i virksomheden helt frem til den 1. marts 2019, men uden at modtage deres fastholdelsesbonus.
Krifas advokat vurderede, at kurator var forpligtet til at betale medarbejdernes fastholdelsesbonus, fordi konkursboet var indtrådt i hele ansættelsesforholdet. Det afviste kurator, og sagen gik derfor hele vejen til Højesteret.
Kontakt:
Pressekontakt Mette A. Christiansen tlf.: 28344319 email: mech@krifa.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **