PRM / Nye internationale topnavne på plakaten til Bogforum 2023

    Pressemeddelelse fra Bellagroup A/S

    Den første weekend af november løber litteraturfestivalen Bogforum atter af stablen i Bella Center Copenhagen. Her ventes over 35.000 gæster i løbet af tre dage at lægge vejen forbi for at føje nye kapitler til deres interesse for bøger og læsning i genrens fulde spændvidde: Fra børnebøger til voksenkrimier, fra romance til slægtsromaner og faglitteratur – trykt, oplæst, indtalt.

    I slutningen af april annoncerede Bogforum, at den franske stjerneforfatter Valérie Perrin, samt svenske Alex Schulman og tyske Judith Hermann alle lægger vejen forbi København til efteråret.

    Nu føjes Åsne Seierstad, Joël Dicker og Patrik Svensson til plakaten:

    Åsne Seierstad

    Et af reportagegenrens helt store navne, Åsne Seierstad, brød igennem internationalt med den kontroversielle “Boghandleren fra Kabul”. I sin aktuelle bog “Afghanerne” vender hun tilbage til Afghanistan og giver et indgående portræt af de afghanere, der flygtede fra Taliban og de, der blev tilbage.

    Mød Åsne Seierstad på Bogforums Store Scene. I Danmark udgives hendes bøger på Politikens Forlag.

    Joël Dicker

    Den schweiziske, litterære superstjerne Joël Dicker slog internationalt igennem i 2012 blot 27 år gammel med romanen “Sandheden om Harry Quebert-sagen”, der blev en af årets mest omtalte romaner. I år er han aktuel med romanen “Alaska Sanders-sagen”, som trækker tråde tilbage til sagen om Harry Quebert.

    Joël Dicker udgives på dansk af People’s og interviewes på Bogforums Litteraturscene.

    Patrik Svensson

    Den svenske forfatter var et tilløbsstykke, da han besøgte Bogforum i forbindelse med sin debutbog “Åleevangeliet” – en bog der af amerikanske Publishers Weekly blev udnævnt til en af årets bedste i 2020. Nu er han aktuel med bogen “Havet og mennesket”; et værk om de mennesker, der har udforsket, kortlagt og forsøgt at underlægge sig havet. Bogen er blevet fremragende modtaget af et enigt anmelderkorps og bliver centrum for en øjenåbnende samtale om havets tillokkelse og driften mod at søge ud på åbent hav.

    Oplev Patrick Svensson på Bogforums Vidensscene. Gads Forlag udgiver hans bøger i Danmark.

    Fakta

    • Bogforum og Børnebogsforum afholdes hvert år i første weekend i november, i 2023 fra fredag d. 3. til søndag d. 5. november.
    • Billetsalget til Bogforum åbner 1. juni.
    • Det fulde program for Bogforum 2023 lander til efteråret, men flere hovednavne og særtemaer afsløres drypvist frem mod den endelige plakatlancering.

    Kontakt:

    Content Manager Johan Lose tlf.: +45 32 47 21 29 email: jolo@bellagroup.dk

    Kommunikationsdirektør Kaspar Mørk Arianto email: kaar@bellagroup.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/release?releaseId=13682372&publisherId=13559759&lang=da

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **