PRM / Elektrikere og el-installatører trodser udfordringer og fastholder en stabil indtjening

    Pressemeddelelse fra PwC

    Virksomheder i elektrikerbranchen har det seneste år forbedret både den gennemsnitlige omsætning pr. medarbejder og den samlede dækningsgrad. Omsætningen pr. medarbejder er i gennemsnit steget med 5.000 kr. det seneste år, mens dækningsgraden udgør 49 % mod 45 % det foregående år.

    Vores brancheanalyse viser, at det totale aktivitetsniveau for elektrikervirksomheder er steget med ca. 10 % det seneste år. Det vidner om, at der fortsat er god aktivitet i branchen på trods af inflation og højere materialepriser, hvilket er yderst positivt. Derudover viser analysen, at elektrikerne og el-installatørerne stadig er godt rustet til fremtidige udfordringer, selvom virksomhedernes soliditetsgrad er faldet de seneste år,” fortæller Jannick Kjersgaard, partner i PwC og markedsleder for bygge- og anlægsbranchen.

    Brancheanalysen for elektrikervirksomheder viser, at soliditetsgraden det seneste år udgør 35 % mod 41 % det foregående år, mens virksomhedernes overskudsgrad er steget fra 4,5 % til 5 % det seneste år.

    Vækstforventninger og udfordringer
    Ifølge brancheanalysen er virksomhederne fortsat optimistiske trods stigende usikkerhed de seneste år afledt af COVID-19 og Ruslands krig mod Ukraine. Således forventer hver anden virksomhed vækst det kommende år, mens hver femte forventer tilbagegang, og de peger bl.a. på stigende materialepriser som en udfordring. Selvom halvdelen af elektrikerne og el-installatørerne er optimistiske og forventer vækst, oplever branchen også udfordringer. Hele 4 ud af 5 elektrikervirksomheder fortæller, at inflation har haft en negativ effekt på deres virksomhed.

    “Udover stigende materialepriser angiver virksomhederne mangel på arbejdskraft og faldende efterspørgsel fra private kunder som de største udfordringer. Mangel på arbejdskraft udgør den største udfordring for elektrikervirksomheder det kommende år, særligt når det kommer til at bemande stillinger med faglærte elektrikere. Den faldende efterspørgsel fra privatkunder kommer primært til udtryk gennem færre nybyggerier, renoveringer og lignende byggeprojekter,” afslutter Jannick Kjersgaard.

    Som konsekvens af høje energipriser har flere private kunder i højere grad efterspurgt ydelser inden for energioptimering i form af solceller, varmepumper, lysstyring mv.

    Om brancheanalysen for elektrikervirksomheder
    Analysen er udarbejdet på baggrund af de seneste tilgængelige årsrapporter for PwC’s kunder inden for den pågældende branche. Virksomheder, som qua sin størrelse eller som markant afviger fra populationsgennemsnittet og dermed vil kunne påvirke analysen uforholdsmæssigt meget, er frasorteret i analysen.

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/elektrikere-og-el-installatorer-trodser-udfordringer-og-fastholder-en-stabil-indtjening?releaseId=13682343

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **