PRM / Regional millionstøtte skal udvikle nye kulturprojekter

    Pressemeddelelse fra Region Midtjylland

    Der er godt nyt til 13 kulturprojekter efter sidste uges møde i Region Midtjyllands Udvalg for Regional Udvikling. Udvalget besluttede nemlig at støtte projekterne med i alt 3,578 mio. kroner fra den regionale kulturudviklingspulje.

    – Vi er enormt stolte af vores kulturliv i Region Midtjylland. Det er vigtigt for os at prioritere et højt niveau og fortsat udvikling, så vi kan blive ved med at have et flot udbud af kunst og kultur til borgere i hele regionen. De projekter, der modtager støtte i dag, er med til at sikre ny udvikling på kulturområdet i de kommende år, siger udvalgsformand Bent Graversen (V).

    Ungekultur og nytænkende formidling

    Fælles for alle projekterne er, at de arbejder med ny kulturudvikling i partnerskaber, der går på tværs af regionens kommuner. I år har udvalget desuden besluttet, at puljen skal have særligt fokus på børne- og ungekultur. Blandt støttemodtagerne er derfor flere projekter, som arbejder med ungekultur og det kulturelle vækstlag. Samtidig er nytænkende kulturformidling og udvikling af nye former for kulturundervisning i både dagtilbud, folkeskole og gymnasier et tema, der går igen i flere projekter.

    – Mistrivslen hos alt for mange unge i Danmark er naturligvis noget, der optager os meget i regionsrådet. Derfor er det helt oplagt, at vi også med vores kulturmidler støtter op om tiltag, der bidrager til, at unge her i regionen har adgang til kulturtilbud, der kan give gode oplevelser, kreativitet og fællesskab, siger næstformand for udvalget, Henrik Qvist (EL).

    Stadig muligt at søge støtte

    I 2023 er den regionale kulturudviklingspulje på i alt 8,2 mio. kroner. En del af de resterende midler udmøntes i en ekstraordinær ansøgningsrunde med ansøgningsfrist 8. september 2023.

    Læs mere om Region Midtjyllands kulturpulje og kriterier på kultur.rm.dk.

    Støttede projekter

    • Skovgaard Museet: STEAM på Museer, 282.000 kr.
    • Teaterskolen Kastali’a: SANS, 139.000 kr.
    • Teater Fluks: Følelser, viden og oplevelser, 900.000 kr.
    • Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder: Dialoger på tegnebrættet, 98.000 kr.
    • Den Kreative Skole Silkeborg: BilledKRAFT, 100.000 kr.
    • Den Frie Dokumentarlinje: Udvikling af unge filmtalenter, 300.000 kr.
    • Odder Musikskole: Kulturpiloterne, 125.000 kr.
    • Struer Sound Art Lab: Fremtidens lydkunst i Region Midtjylland, 690.000 kr.
    • Kulbroens Venner: Fremtidens kulturskabere på tour, 145.000 kr.
    • Kulturskolen Ringkøbing-Skjern: Kunst- og kulturbroen, 236.000 kr.
    • ROSA: Følgeforskning SOLO, 213.000 kr.
    • Teaterhuset Filuren: Et bæredygtighedsspil – med kroppen forrest, 120.000 kr.
    • Performing Arts Platform: ART HACK, 230.000 kr.

    Fakta

    • Der er i alt modtaget 31 ansøgninger til puljen, som havde ansøgningsfrist 10. marts 2023. Den aktuelle udmøntning af midler er på 3,578 mio. kr., der deles mellem i alt 13 projekter.
    • I 2023 er den regionale kulturudviklingspulje på 8,2 mio. kr. Ud over projekterne, der i dag har fået støtte, udmøntes de resterende midler i en ekstraordinær ansøgningsrunde med ansøgningsfrist 8. september 2023 og gennem en særskilt pulje med fokus på kultur som sundhedsfremme, der havde ansøgningsfrist 12. april 2023.
    • De regionale kulturmidler går ud over puljerne bl.a. også til finansiering af samarbejdet med kommunerne i regionen i Europæisk Kulturregion, herunder Midtjysk Kulturakademi, og til indsatser med fokus på kultur som sundhedsfremme.
    • Læs mere om alle de støttede projekter og den politiske behandling i referatet fra mødet i Udvalg for Regional Udvikling.
    • Læs mere om kulturudviklingspuljen, Region Midtjyllands kulturpolitik og indsatsområder på kultur.rm.dk.

    Kontakt:

    Kontaktoplysninger på medlemmer af regionsrådet

    Formand, Udvalg for Regional Udvikling og medlem af Udvalg for Lighed i Sundhed Bent B. Graversen (V) email: bent.graversen@rr.rm.dk

    Henrik Qvist (Ø) email: hq@rr.rm.dk

    Kontorchef Henrik Lodberg email: henrik.lodberg@ru.rm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/regional-millionstotte-skal-udvikle-nye-kulturprojekter?releaseId=13682332

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **