PRM / Uddannelses- og forskningsministeren deltager i EU-rådsmøde for at drøfte internationalt forskningssamarbejde

    Pressemeddelelse fra Uddannelses- og Forskningsministeriet

    På mødet i konkurrenceevnerådet (forskning og rum) er der lagt op til to drøftelser. Ministrene skal bl.a. drøfte, hvordan EU-medlemslandene opretholder et stærkt internationalt forskningssamarbejde, mens de samtidig beskytter forskningen og forskerne mod indblanding fra fremmede magter og uønsket overførsel af viden.

    De europæiske ministre skal også vedtage rådskonklusioner om en fair og bæredygtig brug af rummet. Rådskonklusionerne handler om de udfordringer, den øgede trafik i rummet kan udgøre fremadrettet. Allerede i dag er nogle satellitbaner ved at være overbelastede, og øgede mængder af rumskrot udgør en risiko for rumfarten.

    Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

    Jeg ser frem til at drøfte, hvordan vi håndterer uønsket vidensoverførsel i forbindelse med internationalt forskningssamarbejde. Forskning styrkes helt grundlæggende, når den er international, men den geopolitiske situation rejser nye spørgsmål om både etik, sikkerhed og national interesse i samarbejdet. Det er et punkt, hvor vi kan få rigtig meget ud af at udveksle erfaringer i Europa. Og så ser jeg særligt frem til at møde mine europæiske kollegaer. Et godt europæisk netværk er vigtigt – ikke mindst i lyset af Danmarks kommende EU-formandskab i 2025, hvor vi forventer at skulle lede forhandlinger om et nyt rammeprogram for forskning og et nyt rammeprogram for rum.

    Dagsordenpunkter på Uddannelses- og Forskningsministeriets område:

    • Vedtagelse af rådskonklusioner om gennemsigtighed, troværdighed og høj kvalitet i akademiske udgivelser
    • Politisk drøftelse af ansvarlig internationalisering
    • Vedtagelse af rådskonklusioner om “Retfærdig og bæredygtig brug af rummet”
    • Politisk drøftelse af EU’s rumpolitik i den aktuelle geopolitiske situation

    For yderligere oplysninger:

    Pressehenvendelser kan rettes til Uddannelses- og Forskningsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/uddannelses–og-forskningsministeren-deltager-i-eu-radsmode-for-at-drofte-internationalt-forskningssamarbejde?releaseId=13682218

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **