PRM / Danske Andelskassers Bank leverer meget tilfredsstillende regnskab for første kvartal

    Pressemeddelelse fra Danske Andelskassers Bank A/S

    Danske Andelskassers Bank – i daglig tale Andelskassen – er kommet godt fra start i 2023. Så godt, at banken står med et meget tilfredsstillende resultat før skat på 66,9 mio. kr. mod 4,1 mio. kr. i 2022.

    Et resultat, der tager afsæt i en betydelig stigning i basisindtjeningen på 59,1 % i løbet af årets første tre måneder. Stigningen har blandt andet baggrund i en stigning i nettorenteindtægterne, som er steget som følge af Nationalbankens renteforhøjelser, stigende markedsrenter og gennemførte renteforhøjelser på bankens ud- og indlån.

    I Andelskassen glæder de sig over fremgangen og ikke mindst den store tilgang af privatkunder i første kvartal.

    “I Andelskassen tror vi på, at alle har brug for gode relationer, og vi ser, at den gode og tillidsfulde relation er vigtig, når det handler om økonomisk tryghed. Her betyder det alt, at bankens vigtigste ressource – medarbejderne – hver dag arbejder med fokus på at gøre en forskel for vores kunder. Derfor glæder det os, at vi oplever en stor stigning i tilgangen af privatkunder, som mærker, at vi er her for dem,” siger adm. direktør Jan Pedersen.

    På trods af det meget tilfredsstillende resultat har der været et lavere aktivitetsniveau, primært på boligområdet, hvilket har ført til et fald i nettogebyrindtægterne på 9,3 %. I banken oplever de, at flere kunder er afventende over for, hvad fremtiden bringer, og hvilke konsekvenser krig, krise og postpandemi kan føre med sig.

    Derfor har Andelskassen også valgt at nedskrive 8,9 mio. kr. mod 13, 9 mio. kr. i 1. kvartal 2022 som følge af den økonomiske usikkerhed.

    “Selvom mørke skyer fortsat lurer i horisonten, har vi en stærk tro på fremtiden, og det understreger første kvartals resultat også. Et resultat, der viser, at vi evner at holde fokus på kerneforretningen i en usikker tid og give vores kunder relevant og grundig rådgivning, der skaber tryghed,” siger Jan Pedersen.

    Med de positive tendenser opjusterede Andelskassen i marts forventningerne til årets resultat før skat fra 175-225 mio. kr. til 205-265 mio. kr. Samtidig er basisindtjeningen opjusteret fra 170-200 mio. kr. til 200-240 mio. kr. Tidligere på året gennemførte banken en garanteret kapitaludvidelse på 334,6 mio. kr. Det har øget bankens kapitalprocent med 3,8 % til historiske 31,0 % og placerer sig dermed blandt de mest solide banker i Danmark.

    Hovedpunkter i regnskabet for 1. kvartal 2023:

    • Basisindtjeningen er steget med 59,1 % til 51,2 mio. kr. mod 32,2 mio. kr. i 1. kvartal 2022. Fremgangen skyldes primært stigningen i nettorenteindtægterne.
    • Gebyrindtægterne netto er faldet med 9,3 %, hvilket skyldes lavere aktivitetsniveau på boligområdet og et fald i indtægterne fra formueforvaltning.
    • Udgifterne til personale og administration er steget med 5,2 %, hvilket er i tråd med bankens vækststrategi.
    • Positive kursreguleringer på 24,6 mio. kr. mod negative kursreguleringer i i 1. kvartal 2022 på 14,1 mio.kr.
    • Nedskrivningerne er påvirket af den økonomiske usikkerhed. I 1. kvartal 2023 er nedskrivningerne på 8,9 mio. kr. mod 13,9 mio. kr. i 1. kvartal 2022.
      De ledelsesmæssige makrotillæg til nedskrivningerne og solvensbehovet er øget med 6,5 mio. kr.
    • Tilfredsstillende udlånsvækst på 5,5 % til 7.285 mio. kr. pr. 31. marts 2023 mod 6.905 mio. kr. pr. 31. marts 2022.
    • Historisk høj kapitalprocent på 31,0 % og en overdækning i forhold til kapitalkrav på 14,2 procentpoint.
    • Overdækning til NEP-krav på 11,3 procentpoint.
    • Egenkapitalforrentning før skat på 11,2 % p.a.
    • Den 31. marts 2023 opjusterede banken forventningen til basisindtjeningen fra 170-200 mio. kr. til 200-240 mio. kr. Forventningerne til resultat før skat blev opjusteret fra 175-225 mio. kr. til 205-265 mio. kr.

    Kontakt:

    Kommunikations- og marketingchef Mette Bernt tlf.: 87993033 email: meb@andelskassen.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/danske-andelskassers-bank-leverer-meget-tilfredsstillende-regnskab-for-forste-kvartal?releaseId=13682247

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **