Pressemeddelelse fra Region Sjælland
Der skal flere praktiserende læger til Region Sjælland. Derfor sætter regionen i samarbejde med PLO-Sjælland nu en ny kampagne i gang med det formål at give medicinstuderende og unge læger smag for lægelivet i regionen.
– Vores ambition er, at alle regionens borgere skal have en god praktiserende læge tæt på eget hjem. Vi er en geografisk stor region, men sundhedsvæsenet skal også være nært for dem, der bor udenfor de store byer. Her er den praktiserende læge afgørende, og derfor er det vigtigt, at vi rekrutterer til fremtiden. Vi ved, at behovet vil stige i fremtiden, og derfor gør vi i forvejen flere ting for at rekruttere, og nu sætter vi denne kampagne i gang, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.
Kampagnen består særligt af videoer og podcast, hvor både uddannelseslæger, uddannelsesansvarlige og praktiserende læger fortæller om det at være praktiserende læge, Region Sjælland som uddannelsessted og mulighederne for bosætning i regionen.
Behov for flere praktiserende læger i fremtiden
Når en borger er bekymret for helbredet, går de fleste i første omgang til deres praktiserende læge for at få rådgivning, blive vejledt, blive udredt eller behandlet. Mange borgere får i almen praksis den nødvendige hjælp eller bliver henvist til specialister.
I fremtiden vil der være flere ældre og flere borgere med kroniske sygdomme, og dermed vil flere borgere få behov for hjælp hos en praktiserende læge. Derfor er det også nationalt besluttet, at der skal uddannes flere praktiserende læger. Samtidig er der politisk store ambitioner for, at borgerne i højere grad skal have en patientansvarlig sundhedsperson tilknyttet – det kan for eksempel være den praktiserende læge.
Ifølge Camilla Høegh-Guldberg, der er formand for PLO-Sjælland, er der mange grunde til, hvorfor kommende praktiserende læger skal overveje at slå sig ned i Region Sjælland:
– Jeg har selv været praktiserende læge på den sydlige del af Sjælland i knap 18 år – og jeg har aldrig fortrudt det valg. Jeg har som praktiserende læge et givende og fagligt udfordrende og spændende lægeliv her i regionen, og det er jeg rigtig glad for, at kampagnen indfanger.
Får større rolle i fremtiden
Når flere borgere får behov for hjælp i fremtiden, er det afgørende, at flere kan hjælpes i eller tæt på eget hjem. Det betyder, at den praktiserende læge i fremtiden får en endnu større rolle. Digitale løsninger er en vigtig del af det arbejde.
Region Sjælland er allerede langt fremme, når det handler om at hjælpe borgerne på nye måder. Blandt andet via e-hospitalet og udkørende funktioner bemandet af forskellige faggrupper, og som praktiserende læge i Region Sjælland kan man være med til at udvikle sundhedsvæsenet.
– Vi har udfordringerne først hos os, fordi vores borgere generelt har det mest udfordrede helbred, og vi samtidig har sværest ved at skaffe læger og andet sundhedspersonale. Derfor er vi også de første, der må finde nye løsninger, og det gør vi allerede i stor stil. Som praktiserende læge kan man få lov at finde på og udvikle de gode løsninger sammen med det øvrige sundhedsvæsen, så vi kan få mest hjælp til borgerne ud af de muligheder og ressourcer, vi har, siger Heino Knudsen.
Fakta
– Med sundhedsreformen fra maj 2022 er det aftalt mellem alle Folketingets partier, at der skal være 5.000 alment praktiserende læger (6.500 speciallæger i almen medicin) i 2035 mod ca. 3.500 i dag.
– Alle borgere i Region Sjælland har adgang til en alment praktiserende læge. I dele af regionen er der en stor andel af nye praksisformer som udbudsklinikker og regionsdrevne klinikker. Uanset organisationsform ønsker Region Sjælland at tiltrække flere praktiserende læger. For fortsat at sikre og udvikle tilgængelighed og kvalitet af borgernes lægedækning.
– Region Sjælland igangsatte i 2019 “Vandkantsmodellen”, der indeholder flere projekter og initiativer for at fortsætte som læge i Region Sjælland eller nedsætte sig som ny læge i regionen. Der er blandt andet fokus på at få ældre praktiserende læger til at blive længere på arbejdsmarkedet.
– Kampagnen består af blandt andet film og podcast:
Kontakt:
Pressevagten tlf.: 57 87 50 52 email: presse@regionsjaelland.dk
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her:
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **