PRM / Se billederne: H.K.H. Kronprinsessen besøgte løvfrøer i mosen

    Pressemeddelelse fra WWF Verdensnaturfonden

    Omkring 200 løvfrøer. Så mange nye løvfrøer hopper sandsynligvis rundt i Geding-Kasted Mose ved Aarhus, hvor WWF Verdensnaturfonden har etableret søer og vandhuller og planet træer og buske for at skabe perfekte forhold for den lille næsten selvlysende grønne frø, der er totalfredet i Danmark. I 2022 blev der sat 300 små løvfrøer og 2.700 store løvfrøhaletudser ud i det nye naturområde, og nu kvækker løvfrøerne igen i mosen.

    “Vi er kun lige gået i gang med optællingen, men vi forventer, at der netop nu er omkring 200 løvfrøer i det nye område i Geding-Kasted Mose, hvor der ikke har været løvfrøer i mange år. Det er helt fantastisk, når man om aftenen kan høre de mange frøer kvække, og vi forventer, at bestanden vil vokse de kommende år, så vi forhåbentlig er oppe på hele 1.000 frøer i 2025,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

    Royalt besøg i mosen
    En blæsende majdag var Kronprinsessen på besøg i Geding-Kasted mose for at høre mere om arbejdet med at skabe nye levesteder for løvfrøen og en række andre dyr og fugle. Kronprinsessen blev præsident for WWF Verdensnaturfonden i 2020 og har siden stået i spidsen for arbejdet med at bevare dyrenes levesteder og naturens mangfoldighed i hele verden.

    Naturprojektet i Geding-Kasted Mose er et af flere store danske naturprojekter, som WWF Verdensnaturfonden satte i gang i 2022. Via naturprojekterne genopretter WWF Verdensnaturfonden sammen med en række danske fonde naturområder, etablerer levesteder og giver en håndsrækning til en række fredede og sårbare danske dyrearter.

    Nye levesteder til Danmarks mindste frø
    Løvfrøen var engang en udbredt art i det meste af Danmark, men siden 1950’erne menes den dog at være forsvundet fra hele 90 procent af dens vandhuller. Løvfrøens massive tilbagegang skyldes blandt andet, at vandhuller og søer er blevet drænet, og at frøens levesteder på land er forsvundet.

    “Løvfrøen er totalfredet og er udpeget af EU som en art, vi skal passe særlig godt på i Danmark. Løvfrøens store tilbagegang i den danske natur skyldes bl.a., at vi har meget lidt vild natur i Danmark. Vi har drænet vandhuller og søer og samtidig er frøens levesteder på land forsvundet. Derfor etablerer vi ynglesøer, stensætninger og grusbunker, så den lille grønne padde får perfekte forhold til at leve og yngle i Geding-Kasted Mose ved Aarhus,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

    For at give løvfrøen, der er Danmarks mindste frø, nye steder at leve og yngle, etablerer WWF Verdensnaturfonden ynglesøer, stensætninger og grusbunker i Geding-Kasted Mose ved Aarhus. Indtil videre er der opsat 10 frøhoteller og etableret 16 ynglesøer. På sigt vil det udvikle sig til et meget stort landskab, som kommer til at ligne et guldalderlandskab med store, smukke egetræer, lavvandede søer og et rigt fugle- og dyreliv.

    “Når et område er et godt levested for frøer, så følger der automatisk en masse andre dyr og fugle med. I Geding-Kasted Mose skaber vi et stort sammenhængende område til gavn for både natur og mennesker. Området bliver et hotspot for løvfrøer, der er den eneste frø i Danmark, der klatrer i træer og buske. Derfor får den også gavn af de egetræer og buske, WWF Verdensnaturfonden planter i området,” fortæller Bo Øksnebjerg.

    Projektet er støttet af Holch Povlsen Foundation.

    WWF Verdensnaturfondens arbejde for løvfrøen i Geding-Kasted Mose omfatter bl.a., at der

    • etableres 16 ynglesøer
    • etableres 10 stensætninger og 20 grusbunker
    • udplantes fx hunderose, hvidtjørn og brombær på et 300 m2 stort areal
    • opdrættes løvfrøer, som genudsættes over tre år fra 2022 til 2024
    • ved projektets afslutning i 2024 vil være selvreproducerende og livskraftige bestande af løvfrøer i området

    Læs mere om projektet i Geding-Kasted Mose.

    Kontakt:

    Head of Press & Media Mai-Britt Noe tlf.: +45 28 93 63 28 email: mai-britt.noe@wwf.dk

    Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/se-billederne-hkh-kronprinsessen-besogte-lovfroer-i-mosen?releaseId=13681816

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **